Ejer af IBO Erhvervsejendomsmæglere sælger livsværk til EDC Erhverv Poul Erik Bech

Efter en lang årrække, hvor IBO Erhvervsmæglere og EDC Erhverv Poul Erik Bech har ligget side om side og kæmpet om erhvervskunderne i Herlev og omegn, så har de to netop slået pjalterne sammen til områdets stærkeste erhvervsmægler.

De to partnere i EDC Erhverv Poul Erik Bech, Thomas Møller Rudlang (nr. 2 fra venstre), Frank Kristensen (nr. 4) og salgskoordinator Tanja Beierholm i midten, byder de to nye erhvervsmæglere fra IBO, partner Mark Backhausen (nr. 5) og Preben Oening-Gjesing (nr. 1), velkommen til EDC’s erhvervsbutik i Herlev, som dermed bliver Herlev og omegns største erhvervsejendomsmægler.

Med over 7.000 løste opgaver i ejendomsbranchen siden 1979 har IBO Erhvervsmæglere opbygget et indgående kendskab og en stærk professionalisme omkring leje, salg, køb, rådgivning, udvikling og vurdering af alle former for erhvervsejendomme og lejemål.

”Vi har i mange år kæmpet dør om dør med EDC Erhverv Poul Erik Bech om erhvervskunderne i området. Vi har altid haft en dyb respekt for hinandens arbejde, og vi har samme professionelle og servicemindede tilgang til vores kunder. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at det var EDC Erhverv, der skulle overtage mit livsværk, når jeg besluttede mig for at gå på pension,” siger Carsten Thieme stifter og ejer af IBO. Han fortsætter:

”Derfor er jeg også helt tryg ved at lade mine medarbejdere og kunder fortsætte hos Poul Erik med det fælles navn EDC Erhverv Poul Erik Bech/IBO. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for den lange spændende rejse til alle vores kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere.”

IBO har løst opgaver for Novo Nordisk, Danfoss, Radiometer, Den Kgl. Mønt (Nationalbanken), ATP Ejendomme, Jeudan, Danica Ejendomme, Aberdeen Asset Management Denmark, Robert Bosch, Stensdal Group, MT Højgaard, Bech Bruun, HMN og ABB og mange flere.

Banket på flere gange

EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består af 60 boligbutikker, 17 erhvervscentre og har over 600 medarbejdere. Erhvervsdirektør, Jørgen Jørgensen, EDC Erhverv Poul Erik Bech siger:

”Poul Erik Bech og jeg har begge kendt Carsten Thieme fra IBO lige siden vi alle startede op i mæglerbranchen for 40 år siden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har været forbi og banke på døren flere gange gennem årene, så fra vores side har der aldrig været nogen tvivl om, at vi ser rigtig mange fordele ved at købe IBO og få deres dygtige medarbejdere ombord og adgang til en række nye spændende kunder og samarbejdspartnere.”

”Vi har allerede en rigtig stærk erhvervsmæglervirksomhed i Herlev, så aftalen er, at vi overtager den lokale erhvervsmægler og partner Mark Backhausen og erhvervsmægler Preben Oening-Gjesing til vores erhvervscenter i Herlev. Samtidig overtager vi også erhvervsmægler Christian Mercier, der er startet på vores hovedkontor i Bremerholm i København i vores Koncernkunde-afdeling, hvor han skal arbejde med kunder inden for erhvervskontorer i København og omegn, så vi glæder os til at få IBO med ombord til gavn for vores mange kunder,” slutter Jørgen Jørgensen.