EDC Erhverv Poul Erik Bech søger salgskoordinator til Koncernkunder

Vi søger vi med snarlig tiltrædelse en motiveret og dygtig salgskoordinator til vores erhvervsafdeling i København som er specialiseret i koncernkunder. Har du lyst til at være en del af en dynamisk virksomhed og have ansvaret for sagsbehandlingen af salg og udlejning af kontorlokaler- og domiciler, så er chancen her nu.

Du vil blive en del af et erfarent team med 6 erhvervsmæglere, som har til huse i vort hovedsæde på Bremerholm, midt i hjertet af København, hvor vi i alt sidder ca. 80 medarbejdere. Det betyder også, at du er tæt på alle transaktionerne i afdelingen.

Et alsidigt job med hundredevis af vigtige detaljer
Opgaverne er mangeartede og spænder vidt. For hver enkelt udlejningssag er der hundredevis af detaljer, som skal håndteres og koordineres effektivt, omhyggeligt og ansvarsbevist. I hovedtræk omfatter opgaverne: 

  • Oprettelse af salgs- og udlejningssager i vores salgsstyringssystemer.
  • Koordinering af formidlingsaftalen mellem ejer/udlejer og mægler.
  • Indhentning af nødvendige dokumenter – eksempelvis ejendomsdatarapport, servitutter, tingbog, BBR og lokalplaner.
  • Mailkorrespondance med advokater, banker, rådgivere og myndigheder.
  • Det forberedende arbejde ifm. markedsføringen af salg og leje.
  • Afslutning af udlejningssager i systemerne og ift. involverede parter.

Salgskoordinatorerfaring fra ejendomshandel
For at få succes i jobbet er det en forudsætning, at du kan nikke genkendende til følgende som vores nye salgskoordinator:

  • Kendskab til processerne, dokumenterne og dokumenthåndteringen i en ejendomshandel.
  • Kendskab til lejekontrakter og købsaftaler.
  • Beskæftigelse i mæglerbranchen – fra bolig, erhverv, advokatkontor, bank mv.
  • Være i besiddelse af overblik, struktur og godt humør.
  • Kunne holde mange bolde i luften på samme tid, både store og små.
  • Være serviceminded. 

Vi tilbyder dig et helt særligt ansvar
Til gengæld kan vi tilbyde dig at være omdrejningspunktet for alle transaktionerne i afdelingen – med mange væsentlige opgaver og en bred intern og ekstern kontaktflade. Derudover tilbyder en attraktiv fast gage tillige med pensionsordning, en ugentlig arbejdstid efter aftale, et spændende og udfordrende job i en innovativ virksomhed i vækst samt løbende relevant efteruddannelse.

Bliv en del af Danmarks største mæglervirksomhed
Som medarbejder hos EDC Poul Erik Bech bliver du en del af Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed. Vi består af flere end 60 boligbutikker, 17 erhvervscentre, 1 butik i Frankrig samt 3 i Sverige. Det betyder, at der altid er en butik nær dig. Det lokale kendskab er noget, vi gerne vil værne om, og derfor vil vi gå langt for, at du kan arbejde tæt på den by, du bor i og brænder for.

Det er ikke kun ejendomme, der har en særlig plads i vores hjerter. Vi er, for størstedelens vedkommende, ejet af den almennyttige fond, Poul Erik Bech Fonden, og gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden foreninger, hvor frivillige ildsjæle gør en forskel for børn. Som medarbejder i EDC Poul Erik Bech er du således med til, at fonden kan uddele støtte. Desuden har vores medarbejdere mulighed for selv at indstille foreninger til fonden.

Din ansøgning bedes sendt til os elektronisk via ‘Søg Job’, som du finder nederst i nærværende stillingsannonce. Din ansøgning vil naturligvis blive behandlet fortroligt.

Du er også meget velkommen til at kontakte Direktør for Koncernkunder, Thor Heltborg på tlf: 3330 1066 eller vores Rekrutterings – og HR Chef Jens Hein på tlf. 3048 0320, såfremt du har spørgsmål til jobbet eller til vort firma.