Med en god beliggenhed i den nordlige del af Varde udbydes nu denne markante industriejendom på Lerpøtvej 56. Ejendommen er beliggende i et område med meget blandet erhverv, og lige overfor et af byens største samlingspunkter, ”Sportium”. Samtidig er man her tæt på eksisterende boligområder og nye boligområder under udvikling. Fra adressen er der kort afstand til byens mange faciliteter og god forbindelse til det omkringliggende vejnet.
Ejendommen er oprindeligt opført i 1972 og er siden udbygget ad flere omgange, senest i 2002, hvor et frysehus på 966 m² blev tilføjet. Ejendommen har gennem mange år været anvendt som smørmejeri, indtil Arla i 2013 solgte den til Sydvestjysk Pelscenter A.M.B.A., som ombyggede bygningskomplekset til pelseri af minkskind. Efter nedlukningen af minkerhvervet ultimo 2020 ophørte driften, og ejendommen har siden stået tom.
Det samlede etageareal udgør 10.571 m², herunder kælder på 470 m² og udnyttet tagetage på 240 m². Bygningskomplekset består overvejende af produktions- og lagerlokaler samt i mindre omfang kontor-, værksteds- og personalefaciliteter med omklædningsrum.
Bygningerne er sammenbyggede og fremstår som et velintegreret anlæg, om end der er forskel i kvalitet og beskaffenhed mellem de enkelte bygningsafsnit. Udvendige facader er hovedsageligt udført i røde mursten og stålprofilplader. Omtrent halvdelen af tagfladerne er udført som built-up tage med lav hældning, mens de øvrige tagflader har større hældning og er belagt med ældre bølgeeternit.
Den indvendige frihøjde udgør ca. 5 meter i lager-, køle- og frostrum, mens produktionsområderne varierer fra ca. 3 meter og op til ca. 6,5 meter. Adgang til bygningerne sker via portsluser og porte i niveau med terræn, hvilket giver gode logistiske forhold.
Vedligeholdelsesmæssigt fremstår ejendommen generelt i ældre til almindelig stand og bærer tydeligt præg af flere års tomgang både inde og ude, hvorfor køber må forvente investeringer i stedvise opgraderinger før fortsat anvendelse. En stor del af det eksisterende inventar forventes solgt og fjernet ultimo 2026. Men køber må påregne, at ejendommen overtages med en del tilbageværende løsøre og inventar, som køber selv må bortskaffe eller finde anvendelse for.
Til ejendommen hører en regulær grund på 48.723 m², der delvist er befæstet, asfalteret og indhegnet. Herudover findes større græsarealer og øvrig beplantning. Der er gode adgangsforhold fra Lerpøtvej samt gode parkeringsmuligheder på ejendommen.
En markant industri- og lagerejendom med flere anvendelsesmuligheder, særligt indenfor fødevareproduktion og -håndtering, eller andre pladskrævende erhvervsformål.
Ejendommen sælges for Finansiel Stabilitet med fuld ansvarsfraskrivelse. Kontakt EDC Erhverv Poul Erik Bech for yderligere oplysninger samt aftale om fremvisning.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg
Jesper Ølgaard Bloch
Partner, Ejendomsmægler MDE, Valuar, MRICS
58587406
28830009
Jacob F. Aabling
Partner & Ejendomsmægler, MDE
58587414
23616611