Bjørn Borg optaget som ny erhvervspartner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aabenraa

Bjørn Borg (38) tiltræder som erhvervspartner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aabenraa den 19. september 2022. Han er oprindeligt uddannet speditør, men har siden 2010 arbejdet med ejendomshandel bl.a. typehussalg til private, projektudvikling, salg af råhuse til entreprenører og totalentrepriser til udviklere. Han har en stærk baggrund inden for salg og kommer senest fra en stilling som salgsdirektør i Danhaus.

Bjørn Borg har været hos byggefirmaet Danhaus i over 8 år, hvoraf de seneste 2 år har været som salgsdirektør. Nu får han sin daglige gang på Rådhusgade 6 i Aabenraa som partner for EDC Erhverv Poul Erik Bech Aabenraa. Han fortæller:

“Jeg kommer til at trække en del på min erfaring som salgsdirektør for projektudvikling i Danhaus. Jeg har været vant til en rolle som bindeled mellem sælger og køber, da vi hos Danhaus har bygget for projektudviklere, stået for overdragelsen af projekter til køberne og håndteret slutbruger gennem hele processen. Jeg har også erfaring fra investorsiden, da jeg selv har haft to udviklingsprojekter, hvor jeg sammen med nogle gode partnere har været med fra start til slut – fra projektidé til at finde placering, bygge og i sidste ende sælge husene.”

Bjørn Borg har sine rødder i Sønderjylland, nærmere bestemt Padborg. Han har boet i København og USA, men har i de seneste 10 år været bosat i Haderslev med sin familie. Han kommer til at tegne erhvervscenteret i Aabenraa med den nuværende partner Morten Rask Koch Dahl. Bjørn Borg siger:

“Jeg blev kontaktet af EDC Erhverv Poul Erik Bech om stillingen, og fra vores første møde klingede Morten og jeg supergodt sammen. Gennem mit arbejde har jeg en del tætte kontakter i EDC, og jeg har kun hørt positivt om stedet. Der er gode mennesker og en god atmosfære, og der er ofte jubilarer, der fejrer 20, 30 og endda 40 år derinde. Det er en sjældenhed, så det må være fordi, folk trives. Jeg kan godt forestille mig at være det samme sted i mange år, måske resten af livet, så jeg tror på, at det er det helt rigtige sted for mig. Jeg glæder mig meget til at komme i gang og få en hverdag i EDC.”

Partner Morten Rask Koch Dahl siger: “Jeg er overbevist om, at både vi på kontoret og vores kunder bliver glade for, at vi nu får Bjørn Borg med på holdet. Han er fagligt stærk og har boet her i Sønderjylland det meste af sit liv, så han kender markedsområdet indgående og har et stort netværk i byen. Vi glæder os meget til at få Bjørn med på holdet.”

Bjørn Borg

Erhvervsmægler, Partner
Telefon: 58587551
Mobil: 61377113
E-mail: bbo@edc.dk

Morten Dahl Rask

Direktør, Partner
Mobil: 23652427
E-mail: mrd@edc.dk