Clausen Erhverv i Herning sælger sine aktiviteter til EDC Erhverv Poul Erik Bech

I knap 15 år har Torben Clausen drevet Clausen Erhverv, hvor han har solgt og udlejet erhvervsejendomme i hele landet, dog primært Herning og omegn. Efter 57 år på arbejdsmarkedet er tiden kommet til at drosle ned og nyde sit otium. Derfor vil EDC Erhverv Poul Erik Bech pr. 1. september 2023 overtage alle igangværende sager.

Den 1. september 2008 åbnede Torben Clausen sin selvstændige erhvervsmæglerforretning Clausen Erhverv. Præcis 15 år efter er det blevet tid til at drosle ned, fortæller Torben Clausen:

”Jeg er blevet 74 år og har været på arbejdsmarkedet i 57 år, så det skulle jo ske før eller siden. Det har ikke været en nem beslutning, men af respekt for mine kunder vil jeg også gerne stoppe, mens jeg stadig er på toppen og har energien. Den energi vil jeg nu bruge på andre og nye ting, selvom det selvfølgelig er vemodigt at skulle dreje nøglen for sidste gang, når man har brugt 15 år på at opbygge erhvervsmæglerforretningen ene mand.”

”Gennem de sidste år har jeg dog haft en rigtig fin dialog med folk fra EDC Poul Erik Bech, som jeg på den ene eller anden måde kender fra tidligere. Dialogen har været rigtig fin, og derfor er jeg også glad for at kunne tilbyde mine kunder, at de kan komme videre uden det store besvær hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, som vil annoncere og markedsføre mine sager efter den 1. september, samtidigt vil jeg fortsætte med at bruge mit netværk og henvise sager til dem fremover.”

Markant styrkelse af Midtjylland
EDC Poul Erik Bech er Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed med 19 erhvervscentre og 80 boligbutikker. Poul Erik Bech siger: ”Vi har stor respekt for den måde, Torben Clausen har opbygget sin forretning over årene, og vi driver vores virksomheder ud fra mange af de samme værdier. Vi har haft en fin dialog og er glade for, at han har valgt os til at komme i mål med sine igangværende sager. Vi vil selvfølgelig gøre vores ypperste for at hjælpe hans kunder godt videre med salg eller udlejning og forhåbentlig servicere mange af hans faste kunder fremover.”

Hernings ældste ejendomsmægler
EDC Poul Erik Bech overtog EDC Niels Kofoed & Ib Schiermer i Herning i 2020, der både er et erhvervscenter og en boligbutik. Poul Erik Bech siger:

”Det er ingen hemmelighed, at det er en markant styrkelse af vores position i Herning og omegn. Vi har haft fint fat i markedet siden vi overtog Hernings ældste ejendomsmæglerfirma i sommer 2020, men med tilføjelsen her vil det give os et pænt løft på markedsandele på vejen mod at blive markedsledende i Herningområdet. Udover at overtage de igangværende sager, har vi også indgået en aftale med Torben Clausen om, at han kan henvise både erhverv- og boligsager til os fremover.”

”Vi glæder os til at overtage salgs- og udlejningsopgaverne efter sommerferien, og vores dygtige erhvervsteam i Herning med Michael Fænø og Terkel Præst Berthelsen som partnere og Poul Lundorff som erhvervsrådgiver står klar til at løfte opgaven sammen med vores landsdækkende netværk af erhvervscentre,” siger Poul Erik Bech.

Poul Erik Bech

Ejendomsmægler & valuar, MRICS, MDE
Telefon: 58588801
Mobil: 40314081
E-mail: peb@edc.dk

Michael Fænø

Partner, Erhverv, HD-FR
Telefon: 96260610
Mobil: 40159949
E-mail: mfa@edc.dk

Terkel Præst Berthelsen

Partner, Erhverv, HD-FR
Mobil: 51150162
E-mail: tpb@edc.dk