Dansk økonomi klarer sig bedre end frygtet og styrer mod blødere landing

Et nyt Market Update er på gaden, og det viser, at dansk økonomi har klaret sig bedre, end man turde håbe. Dermed tyder meget på, at Danmark undgår en recession. Inflationen er stadig høj, men har været faldende siden efteråret 2022, og det ser ud til at fortsætte.

Dansk økonomi viser sig stærkere end forventet efter et par hårde år med coronapandemi, Ruslands invasion i Ukraine og høj inflation. Trods truslerne ser dansk økonomi ud til at undgå en recession og i stedet styrer mod en blød landing. Joseph Alberti, Head of Research hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, fortæller:

“Dansk økonomi har klaret sig bedre end forventet og det tyder på, at Danmark kommer til at undgå en recession og får en blød landing ovenpå et par år, hvor økonomien har været udfordret. Inflationen er stadig høj, men det går i den rigtige retning, så vi er fortrøstningsfuld for fremtiden.”

Han fortsætter: ”Tilsvarende er forbrugertilliden stigende efter at have nået et lavpunkt i oktober 2022. Siden er det gået opad og vi satser på, at forbrugertilliden fortsætter den opadgående kurve. Det samme gør sig gældende for beskæftigelse, som også stiger og har gjort det siden marts 2021 – alt sammen positivt for dansk økonomi og i sidste ende ejendomsmarkedet, som stadig er påvirket af et meget lavt transaktionsniveau sammenlignet med de sidste par rekordår.”

Ok markedsaktivitet
”De lysere tider med lavere inflation, fortsat stigende forbrugertillid og beskæftigelse er med til at understøtte aktiviteterne blandt de erhvervsdrivende. Transaktionsniveauet på især de store sager er lavt, men markedet er ikke dødt. Vi oplever ok aktivitet, særligt på lejemarkedet, hvor både detail, kontor, industri- og logistikejendomme stadig er i høj kurs. Uanset ejendomstype er der en historisk lav tomgang, som man dog må forvente vil stige svagt i de kommende kvartaler efter de lave forventninger til økonomien i 2023,” fastslår Joseph Alberti.

Investorer afventer
Trods dansk økonomi er sluppet nådigt gennem krisetiderne og der stadig er en ok aktivitet på markedet, er der særligt et område, som ikke kan følge med de øvrige ejendomstyper, fortæller Joseph Alberti:

”Markedet for investeringsejendomme er stadig i stilstand. Det skyldes primært det kraftigt stigende renteniveau, som begyndte i starten af 2022. Dog er der tegn på, at en rentestabilisering er i gang, og samtidig er afkastkravene for flere ejendomstyper og flere geografiske områder steget svagt siden sidste kvartal, så det tyder på, at der så småt er en smule fremgang.”

Dyk ned i de nyeste tal i Market Update Q2, hvor du kan finde detaljerede markedsdata på afkastkrav, lejeniveauer og ledighedsrater inden for boligudlejnings-, kontor-, detail- og industriejendomme.

Joseph Alberti

Head of Research
Telefon: 58587467
Mobil: 51150140
E-mail: joal@edc.dk