Bog & Idé flytter i større butik på førsteklassesbeliggenhed på Nytorv i Aalborg

Efter fem år i Bredegade 18 i Aalborg flytter Bog & Idé nu videre til en af de bedste placeringer i Aalborg. I løbet af efteråret slår Bog & Idé dørene op for en splinterny butik på Nytorv 3, hvor de har lejet den 360 m² store butik med en markant facade. EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har formidlet lejeaftalen.

Bogorme, brætspilglade folk og kreative sjæle i Aalborg kan se frem til en helt ny Bog & Idé-butik på Nytorv i Aalborg. I løbet af efteråret flytter boghandleren nemlig fra sin butik i Bredegade 18 til en større butik på Nytorv 3. Klaus Simonsen, indehaver af Bog & Idé Aalborg, fortæller:

“Det korte af det lange er, at vi mangler plads i vores nuværende butik på Bredegade. Vi vil gerne udvikle butikken, men grundet pladsmangel i vores nuværende butik, er vi udfordret i netop det. Derfor har vi besluttet at flytte til Nytorv, hvor vi får 100 m² mere at boltre os på. I vores andre butikker har vi haft succes med at inddele butikken i mindre miljøer med de forskellige varekategorier, fx brætspil i det ene hjørne, engelske bøger i det andet hjørne og kontorartikler for sig. Vi glæder os til at gøre det samme i Aalborg og forhåbentlig give aalborgenserne en endnu bedre kundeoplevelse.”

Udover butikken i Aalborg er Klaus Simonsen sammen med sin bror Dennis, indehaver af tre andre Bog & Idé-butikker i Nordjylland, bl.a. i Aabybro, hvor brødreparret er bosiddende.

Upåklageligt mæglerarbejde
“Jeg kender Frank Jensen fra EDC Erhverv fra tidligere, så da min bror og jeg besluttede os for at skulle rykke til en større butik i Aalborg, kontaktede jeg ham. Han fremlagde et par muligheder, men da vi først havde set lokalet på Nytorv 3, var vi ikke i tvivl. Frank Jensen og Nicolai Varberg Larsen fra EDC har været gode hele vejen igennem,” siger Klaus Simonsen og uddyber:

“Begge to har været utrolig engagerede og fleksible i processen. Vi har følt os trygge fra start, og der har ikke været en finger at sætte på deres arbejde. Ganske enkelt upåklageligt mæglerarbejde.”

AAA-beliggenhed i Aalborg
“Ikke nok med, at vi får en større butik, så vil jeg faktisk også vurdere at lokationen er bedre. Det ligger lige i hjertet af Aalborg, hvor de to gågader mødes, så vi er meget glade for aftalen, og glæder os bare til at åbne en stor, flot og indbydende butik,” konstaterer Klaus Simonsen.

Nicolai Varberg Larsen, ejendomsmægler hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, fortæller: “Placeringen er god og det samme er selve butikslokalet og facaden ud til det nyanlagte strøg på Nytorv. Det er et stort åbent butikslokale med dobbelt skydedør ud til Nytorv. Derudover er der et tekøkken, personaletoilet, lagerplads og et mindre delvist lukket rum, som enten kan bruges som en del af butikken eller som kontorplads. Alt i alt et ideelt butikslokale på en perfekt placering i Aalborg. Stort tillykke til Bog & Idé med deres nye butik.”

Frank Jensen

Direktør, partner
Telefon: 58587572
Mobil: 20513692
E-mail: frje@edc.dk

Nicolai Varberg Larsen

Ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587573
Mobil: 30688808
E-mail: nvl@edc.dk