EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus har netop ansat to nye profiler, som hver især skal styrke erhvervscenterets markedsandel i et glødende Aarhus-marked.
Dennis Ankersø er ansat som ny projektsalgschef i projektafdelingen, mens Rasmus Kjærulff Ingemansen er ansat som erhvervsrådgiver med speciale i boligudlejningsejendomme. ”Vi ønsker at være førende inden for alle segmenter, som vedrører de professionelle ejendomsaktører. Salg og udlejning af boligprojekter og boligudlejningsejendomme er i særdeleshed forretningsområder, som ligger naturligt til EDC’s profil,” fortæller Søren Leth Pedersen, partner og direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus.
”Vi har allerede et stærkt set-up i vores projektafdeling, og Dennis skal være med til at styrke aktiviteterne inden for salg og udlejning af projektboliger og løfte os til nye højder. I vores investeringsafdeling ønsker vi at skærpe vores fokus endnu mere på boligudlejningsejendomme, som er et meget stort forretningsområde i Aarhus. Vi har derfor ansat Rasmus til at have endnu mere fokus på det og være i løbende kontakt med ejerne af ejendommene,” siger Søren Leth Pedersen.
Oprustningen sker på baggrund af, at tendenserne fra 2017, som var et rekordår for Aarhus-afdelingen, er fortsat ind i 2018. ”Det er gode tider, men det sker også som følge af, at vi gennem flere år har opbygget et stærkt hold, som nu er ved at være godt forankret i markedet med stærke profiler til at løse specialistopgaver inden for alle segmenter. Dermed kan vi servicere vores kunder med rådgivning inden for alle ejendomsrelaterede spørgsmål,” udtaler Søren Leth Pedersen.
Både Rasmus Kjærulff Ingemansen og Dennis Ankersø kommer fra RealMæglerne i Aarhus. Dennis Ankersø har været indehaver af tre boligbutikker og haft stor aktivitet med salg af boligprojekter. ”Jeg ser frem til samarbejdet med de andre i teamet, og jeg tror på, at samarbejde kan løfte vores position i markedet. Der sidder flere kompetente folk her med en stor vifte af forskellige kunder, som jeg selvfølgelig skal i kontakt med. Det bliver noget andet, end hvad jeg har været vant til, men jeg overtager noget godt og glæder mig til at udvikle det i en retning, hvor vi bliver endnu bedre og skarpere i markedet,” siger Dennis Ankersø.
Rasmus Kjærulff Ingemansen har senest været daglig leder af RealMæglerne i Viby. Han ser frem til at beskæftige sig med boligudlejningsejendomme og de nye udfordringer, det medfører. ”Jeg brænder for at lære, og jeg kommer til at indgå på et investeringshold med enorm viden, som bliver spændende at arbejde sammen med. Jeg ser frem til de længerevarende relationer med kunderne, for det er noget, jeg selv værdsætter,” fortæller Rasmus Kjærulff Ingemansen.
De to nye profiler er ikke de eneste, som erhvervscenteret i Aarhus har ansat i 2018. Teamet består nu af 24 medarbejdere.