Boligbutikken EDC Poul Erik Bech Karrebæksminde indleder et nyt kapitel med den 58-årige ejendomsmægler Mikael Buse i spidsen. Han kommer til butikken med mere end 20 års mæglererfaring og har de sidste seks år leveret flotte resultater i EDC Poul Erik Bech Næstved, som er en af landets bedst sælgende ejendomsmæglerbutikker. Han siger:
”Inden jeg kastede mig over boligbranchen i 2004, var jeg i 17 år ansat i Danske Bank og sluttede i bankens finansafdeling. Min mæglerkarriere startede i Køge, hvor jeg gennem 11 år stod for salget af mange fritidshuse i Strøby Egede-området. Siden 2015 har jeg været ejendomsmægler i Næstved, hvor jeg de første år formidlede mange fritidshuse, inden jeg for seks år siden blev en del af EDC Poul Erik Bech-butikken, hvor fokus primært har været på det traditionelle boligmarked. Her har jeg været en del af et utroligt dygtigt team, men muligheden for at blive partner i Karrebæksminde var simpelthen for god til at lade passere, og jeg glæder mig meget til igen at arbejde med sommerhuse.”
Mikael Buse fortsætter: ”Jeg har et helt specielt forhold til Karrebæksminde og har haft min gang i området i over 40 år. Siden 1985 har mine forældre haft et fritidshus på Vigen på Enø, og i 2007 købte min kone og jeg vores skønne lille hus på Berthasvej i Vesterhave, som vi bruger flittigt året rundt med vores børn og venner. Jeg er derfor både glad og stolt og ser meget frem til, at Karrebæksminde bliver min nye arbejdsplads. Samtidig glæder jeg mig over, at jeg fortsat kan bevare det gode samarbejde med mine kolleger fra Næstved-butikken. Jeg overtager en butik i god form, som er markedsledende i byen, men jeg ser også meget frem til at sætte mit eget præg på driften og øge butikkens markedsandele yderligere i området.”
”Jeg kender vores lokalområde rigtig godt, både når det gælder prisudvikling og tendenser. Der blev solgt knap 200 boliger i Karrebæksminde sidste år, heraf 149 fritidsboliger. Det er det højeste niveau, siden boligmarkedet toppede under coronaperioden i 2021. Mit klare indtryk er også, at Karrebæksminde er blevet mere populært de seneste år, og det er helt med rette, at vi omtales som et ferieparadis. Der er sket meget i området, og der kommer også til at ske meget i årene fremover, bl.a. med Karrebæksminde Strandhotel. Projektet vil få stor betydning for turismen og handelslivet, men vil med al sandsynlighed også smitte positivt af på bolig- og sommerhusmarkedet,” afslutter den nye partner, som til daglig bor i Faxe med sin kone og to børn.