Kontoret har aldrig været vigtigere, og virksomheder, der ønsker at tiltrække og fastholde talentfulde medarbejdere, er i disse år tvunget til at gentænke deres kontormiljø. Kontoret er ikke længere blot et sted at arbejde, men snarere et sted, hvor særligt fællesskab og fleksibilitet skal understøttes. Det mærker de også i Silkeborg Kommune, hvor tomgangsniveauet for kontorlokaler er under landsgennemsnittet, og hvor efterspørgsel har ændret sig.
Per Møller Jensen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Silkeborg: ”Uanset tiden med Corona gjorde det relevant at arbejde hjemmefra for mange, er der for rigtig mange et væsentligt aspekt i det sociale ved at mødes på arbejdspladsen. I kontrast til at arbejde hjemme, som mange selvstændige gør, ønsker mange at etablere sig i kontorfællesskaber. Det er vigtigt for mange at føle sig som en del af et større fællesskab. I Silkeborg er der flere mindre og større kontorfællesskaber, bl.a. G-kraft på Ferskvandcentret, men der er brug for flere.”
”Det nuværende udbud af kontorer i Silkeborg er hovedsageligt koncentreret om nyere kontorer i Erhvervskorridoren og Erhvervspark Nord, og ældre kontorejendomme i Them. Udbuddet er primært domicilejendomme, men flere udlejere viser tegn på fleksibilitet, som kan lede til flere multibrugerhuse. Samtidig er der et stort multibrugerhus under opførelse på Stagehøjvej i Erhvervskorridoren, så det går fremad, men der er stadig arbejde forude, for at leve op til efterspørgslen,” siger Per Møller Jensen.
Efterspørgsel overstiger udbud
Silkeborg Kommune har en høj befolkningstilvækst og i 2023 rundede kommunen 100.000 borgere. Væksten forventes at fortsætte. Det vil, ifølge Dansk Erhverv, øge arbejdsstyrken med 12%, svarende til 7.100 personer, frem mod 2040.
Joseph Alberti, Head of Research EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger: “Kontorbygningsbestanden er steget markant i Silkeborg og siden oktober 2020 er kontorarealet vokset med 14%, hvilket vidner om en positiv trend for erhvervslivet i Silkeborg. Tomgangsprocenten for kontorlokaler i Silkeborg Kommune ligger på 4,6%, men har været stigende siden slutningen af 2023, hvilket kan tilskrives manglen på moderne kontorer.”
”I Silkeborg oplever vi en markant stigning i vores samlede arbejdsstyrke i modsætning til mange andre kommuner. Derfor er det ikke overraskende, at der i fremtiden bliver behov for flere store kontorbyggerier. Vi er opmærksomme på det og arbejder planmæssigt på opgaven, så vi kan bibeholde momentum,” siger Helle Gade, borgmester i Silkeborg Kommune, og fortsætter:
”Vi har mange dygtige virksomheder i Silkeborg, der fremadrettet får brug for mere plads. Samtidigt arbejder vi aktivt for at tiltrække nye virksomheder til kommunen – bl.a. med argumenterne om solid adgang til arbejdskraft og en motorvej i baghaven. 29.000 kvadratmeter kontorbyggeri kræver væsentlige investeringer og jeg er spændt på at følge med i, hvilke af de nationale aktører, der er klar på at forfølge de gode muligheder, vi har i Silkeborg.”
”Frem mod 2034 forventes efterspørgslen efter kontorarealer i Silkeborg Kommune at stige hurtigere end udbuddet. Efterspørgslen forventes at stige med 67.786 m² mod et forventet udbud på 36.776 m², så det forventes at være et underudbud på ca. 29.000 m² i 2034. Ubalancen vil lægge et opadgående pres på markedslejen for kontorejendomme, og der er potentiale for at skabe et nye kontorbyggeri i Silkeborg, som hurtigt forventes at blive absorberet af markedet,” siger Joseph Alberti.
”Markedslejen i Østjylland har været støt stigende, grundet faldende tomgang og stigende jobskabelse, primært i Aarhus, hvor kontormarkedet har oplevet markant vækst. Også i Silkeborg har markedslejen været stigende, men med udsving,” siger Joseph Alberti.
Lejeniveauet i kontorfællesskaber spænder fra ca. 1.500-3.500 kr. pr. m², hvilket inkluderer service, drift og forbrug, mens selvstændige kontorer har en pris på 275-1.450 kr. pr. m².
Find kontorer til salg/leje i Silkeborg.