Hold øje med disse fem kontortrends: Hvad fylder mest i virksomheders forvaltning af kontorejendomme?

Virksomheders kontorejendomme har længe været betragtet som en nødvendig driftsomkostning, men bruges nu oftere strategisk til at fremme medarbejdertrivsel, fleksibilitet og konkurrenceevne. Det viser en analyse fra en af verdens største ejendomsmæglervirksomheder, JLL, som peger på de parametre og fem trends, der fylder mest i virksomheders forvaltning af kontorejendomme. Flere af tendenserne ses også i Danmark, understreger JLL's danske samarbejdspartner, EDC Erhverv Poul Erik Bech.

I rapporten ”2026 Corporate Real Estate Trends to Watch” tager JLL temperaturen på det globale kontorejendomsmarked. Rapporten undersøger bl.a., hvilke parametre der fylder mest i virksomheders forvaltning af kontorejendomme. Joseph Alberti, Head of Research hos EDC Poul Erik Bech, siger:

”Ifølge JLL betragter 72% af de globale virksomheder reduktion af driftsomkostninger, som fx husleje og energiomkostninger, som en af de primære opgaver i forvaltningen af deres erhvervsejendomme. At ’udgifterne’ stadig spiller den vigtigste rolle, ser vi også i Danmark. I vores årlige forventningsundersøgelse i EDC Erhverv Poul Erik Bech, som mere end 1.800 respondenter har deltaget i om deres forventninger til 2026, angiver 68% pris og leje som et af de vigtigste parametre ved valget af lokaler.” 

Strategiske parametre vinder frem

Trods fokus på omkostninger fylder strategiske parametre også mere, påpeger Joseph Alberti: ”Globalt peger JLL på, at 51% af virksomhederne aktivt arbejder med at optimere pladsudnyttelsen ved bl.a. at reducere antallet af tomme m2 og tilpasse kontormiljøerne til hybride arbejdsformer. Den gennemsnitlige kontorudnyttelse ligger på verdensplan i dag på 54%, mens virksomhedernes målsætning er at nå op på 79%. En højere udnyttelsesgrad er dog ikke ensbetydende med nedskalering af m2, da 43% forventer medarbejdervækst og ca. 1/3-del vurderer, at de får behov for større kontorarealer i fremtiden.” 

Helle Nielsen Ziersen, Head of EDC International Poul Erik Bech, fortsætter: ”JLL fremhæver udviklingen af kontormiljøer, der understøtter organisatorisk effektivitet, som det tredje vigtigste fokusområde (50%). Det handler om design og indretning, der kan fremme mere effektive arbejdsgange og fx øge samarbejdet på tværs af virksomhedernes forskellige afdelinger. Det kan ske gennem flere møde- og projektområder, fleksible arbejdsstationer eller aktivitetsbaserede arbejdszoner. Vores forventningsundersøgelse i EDC Erhverv på det danske marked viser, at 29% af de danske virksomheder anser fleksibilitet som et af de vigtigste parametre ved valg af lokaler.” 

Kontorer foran på bæredygtighedsfronten

Medarbejderoplevelse (34%) og Bæredygtighed (34%) deles om fjerdepladsen. 73% af globale medarbejdere vurderer, at grønne omgivelser kan styrke medarbejdertrivslen, mens 67% prioriterer arbejdspladser i levende og attraktive bymiljøer. Samtidig forventer Helle Nielsen Ziersen, der har en Mini-MBA i bæredygtighed/ESG, at området trods alt vil få større betydning i de kommende år: 

”EU’s reviderede bygningsdirektiv (EPBD) er nu implementeret i den nationale lovgivning i samtlige medlemslande. I grove træk handler det om, at de 16% mindst energieffektive erhvervsbygninger skal energioptimeres inden 2030, mens de 26% dårligst performende skal forbedres inden 2033. Samtidig skal samtlige nye erhvervsbygninger fra 2030 klassificeres som zero-emission buildings, mens EU’s samlede bygningsmasse forventes at være emissionsfri senest i 2050. Ingen aktører i branchen – hverken virksomheder, bygherrer, investorer eller lejere – kan dermed se bort fra, at ESG og energi kommer til at fylde endnu mere de næste mange år.” 

”På det danske marked er andelen, der slet ikke tænker bæredygtighed ind i deres investeringsstrategi, faldet fra 30% i 2022 til 17% i 2026. Samtidig svarer 36%, at de allerede har energioptimeret en eller flere ejendomme. Kontorejendomme har længe været foran de øvrige ejendomstyper, og bygningens bæredygtighedsperformance hænger tæt sammen med image, egne ESG-mål og tiltrækning af medarbejdere. Vores forventningsundersøgelse i EDC Erhverv viser også, at 75% af investorerne forventer, at lejere er villige til at betale mere for et bæredygtigt kontorlejemål. Udviklingen peger altså mod et marked, hvor efterspørgslen efter moderne, energieffektive og certificerede kontorejendomme vil fortsætte med at stige, mens ældre ejendomme risikerer at sakke bagud på både lejeniveau og værdi.” 

Fem kontortrends

JLL og EDC Erhverv Poul Erik Bech fremhæver fem trends at holde øje med på det globale kontorejendomsmarked. 

1) Fleksible kontorporteføljer: Stigende efterspørgsel efter fleksible kontorløsninger, der kan tilpasses hybridarbejde og skiftende pladsbehov, herunder coworking og satellitkontorer. Øget anvendelse af occupancy-data til at optimere pladsudnyttelsen, mens kortere og mere fleksible lejekontrakter erstatter traditionelle, langsigtede aftaler. 

2) Oplevelsesbaserede arbejdspladser: Kontoret skal understøtte balancen mellem arbejde, privatliv og oplevelser. Øget efterspørgsel efter centralt beliggende premium-kontorer med adgang til caféer, butikker, natur og andre services, samtidig med at HR-data i stigende grad anvendes til at skabe mere convenience og personaliserede arbejdspladser. 

3) AI – fra eksperiment til intelligent infrastruktur: De fleste er stadig i test- og implementeringsfasen, men AI integreres i stigende grad i ejendomsdrift med fokus på bl.a. energiforbrug og pladsudnyttelse. Det øger efterspørgslen efter intelligente bygninger og smart building-teknologi, mens ældre ejendomme med forældede systemer og begrænset digital infrastruktur vil opleve udfordringer. 

4) Fremtidssikret Facility Management: Facility Management udvikler sig mod en mere strategisk og datadrevet driftsfunktion med fokus på omkostningseffektivitet, proaktiv vedligeholdelse og medarbejdertrivsel. Det øger efterspørgslen efter ejendomme, der understøtter effektiv drift, moderne FM-løsninger og et sundt og sikkert arbejdsmiljø. 

5) ESG og energistyring: Energistyring og energieffektivitet bliver centrale parametre for at reducere driftsomkostninger, styrke ESG-profilen og sikre ejendomsværdien. Det øger efterspørgslen efter certificerede byggerier og renovering af eksisterende kontorer, mens ældre, energitunge bygninger med høje driftsomkostninger kommer under pres. 

Kilde: JLL og EDC Erhverv Poul Erik Bech 

Se den fulde liste her:

 

Helle Nielsen Ziersen

Partner, MRICS, Head of International
Telefon: 58588717
Mobil: 40999946
E-mail: hni@edc.dk

Joseph Alberti

Director, Head of Research
Telefon: 58587467
Mobil: 51150140
E-mail: joal@edc.dk