Hotel Faaborg på Torvet i Faaborg er netop blevet solgt for 5,2 mio. kr. Hotellet råder over 10 gennemrenoverede værelser med eget udtryk. De sidste 6 år har Charlotte Stiller ejet hotellet, men fra den 1. december 2025 skal hun indstille sig på en ny hverdag.
Charlotte Stiller siger: ”Da jeg blev syg for et par år siden, satte det nogle tanker i gang. Det er ingen hemmelighed, at det kræver en del at drive et hotel i den her størrelsesorden, så det har kostet lidt på familiekontoen. Nu håber jeg at kunne bruge mere tid med mine børn og børnebørn og håber, mine børnebørn vil hjælpe med at pynte til jul, og så skal jeg som minimum holde december og januar fri.”
”Hotellet er mit fingeraftryk på Faaborg. Jeg har kunnet præge hotellet præcis i den retning, jeg ønskede – fra farven på væggen til morgenmaden. Derfor kræver det nok noget tilvænning, når jeg overdrager nøglerne til hotellet, men jeg føler mig tryg med de nye ejere, som indtil overdragelsen ønsker at være anonyme. Jeg glæder mig over, at det lykkedes at sælge hotellet så hurtigt. Det har været en fantastisk rejse og vi har haft mange sjove og gode stunder med mange dejlige gæster.”
Et kendetegn på Torvet
Faaborg er kendt for sin velbevarede gamle bydel, de brostensbelagte gader og en af blot to bevarede middelalderporte i Danmark. Hotel Faaborg gemmer også på en interessant historie, fortæller Charlotte Stiller: ”På Torvet 13-15 i Faaborg lå to 1600-tals bindingsværkshuse, men i 1915 brændte de og blev brudt ned. Herefter blev ’Landmandshotellet’ opført efter arkitekt Frits Jørgensens tegninger. Et særpræget hus med massiv granitsokkel og mansard i renæssancebindingsværk. Det blev senere til Hotel Faaborg, som løbende er renoveret med stor respekt for ejendommens historie. I dag er hotellet en markant skikkelse på Torvet med et højt forhus med hjørnetårn og karakteristisk arkitektur.”
Hoteller i hopla
Hotel er blevet en fast del af transaktionsvolumen og i de første tre kvartaler af 2025 tegner hotel sig for 10% af ejendomstransaktionerne. Lars Duus, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn, der har formidlet salget af hotellet, fortæller om stor interesse for hoteller:
”Vi har oprettet en landsdækkende hotelgruppe af mæglere, der specialiserer sig inden for hotel, kroer og camping, da der er andre forhold end en normal erhvervsejendom, der skal tages højde for. Vi har fået selskab af hotelspecialisten og partner Frans Barkler, som har et stort netværk i hotelbranchen. Vi har flere hoteller på hylderne end tidligere og i år har vi bl.a. solgt Benniksgaard Hotel, Hotel Hvide Klit, Molskroen og et historisk badehotel på Langeland. Nu kan vi tilføje endnu et hotel på listen og er glade for at have hjulpet Charlotte med salget af hendes elskede hotel.”
Charlotte Stiller siger: ”Jeg valgte EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn, fordi de har leveret gode resultater på lignende sager. Jeg har kendskab til Lars Duus fra Odense, så det var naturligt at kontakte ham. Forløbet har været rigtig godt og trygt med god kommunikation, og det var rart at følge interessen via månedlige statusrapporter.”
Læs mere om EDC Erhvervs hotelgruppe og find hoteller og restauranter til salg og leje.