KLP: Sådan skaffer vi lejere

Trods øget konkurrence mellem lejemålene bygger den norske pensionskasse et tredje kontorhus i Ørestad uden at have lejere på forhånd. KLP Ejendommes målrettede flerbrugerkoncept og fleksible, driftsklare lokaler med mange tilbud skal trække virksomheder både til den nye bygning og til de to eksisterende ejendomme, fortæller direktør Søren Risager-Hansen.

”Fællesskaber og co-working stormer frem, ligesom virksomhederne lægger vægt på at kunne tilbyde medarbejderne gode faciliteter, blandt andet for at kunne rekruttere og fastholde den kritiske arbejdskraft. Desuden er der øget fokus på bæredygtighed, godt indeklima og sundhed.”

Sådan beskriver Søren Risager-Hansen, administrerende direktør for KLP Ejendomme, nogle af tendenserne på det danske kontormarked. Virksomheden indgår i den norske pensionskoncern KLP og har allerede to flerbrugerhuse i Ørestad City, mens et tredje ventes at stå klart i 2021 – uden at KLP har sikret sig lejere på forhånd.

Fleksible løsninger

KLP tog første spadestik i sommeren 2018 og tør gennemføre investeringen på 1,25 milliard kroner, fordi virksomheder får sværere ved at finde tidssvarende lokaler i centrum af København, og fordi selskabet har lagt en plan for udlejningen – ikke bare af det nye hus, men også de to eksisterende nabobygninger fra 2003 og 2008.

”Vi markedsfører ikke tre selvstændige ejendomme, men ”en by i byen” som ét sammenhængende produkt. Det skaber et ekstraordinært fleksibelt tilbud i markedet, for med mere end 100.000 kvadratmeter kontor inden for en radius på 150 meter kan vi let tilbyde vores lejere nye lokaler, hvis deres behov ændrer sig,” forklarer Søren Risager-Hansen, der er uddannet arkitekt.

Lidt i stil med hoteller med forskellige værelsesstandarder varierer KLP’s tilbud til lejerne.

”Virksomhederne har forskellige behov og ønsker, så det skaber værdi for dem, at de fleksibelt kan vælge blandt et større udvalg af faciliteter,” siger Søren Risager-Hansen.

Servicetilbud og faciliteter er fordelt i de tre bygninger, som lejerne frit kan bevæge sig imellem.

Skræddersyet KLP-koncept

KLP har udviklet sit ejet netværkskoncept, som især er rettet mod iværksættere og mindre virksomheder.

”Vi kalder det New Corporate Community, fordi det er et moderne kontorfællesskab i høj standard med både faste og fleksible kontorpladser og med rig mulighed for at netværke på tværs af brancher. Vi giver lejerne adgang til de mange faciliteter, vi i forvejen har i vores ejendomme – fx lounge, mødelokaler, køkken, frisør, massageordning og motionsrum. Her får den mindre lejer del i faciliteter, der normalt ellers ville være forbeholdt større lejere. Co-working er virkelig slået igennem, og de fleste lejere er ikke bare interesserede i at få et skrivebord, men vil være del af et fællesskab,” understreger Søren Risager-Hansen.

Konceptet omfatter plug-and-play-løsninger, så det er nemt og hurtigt at flytte ind. Samtidig er det let for virksomheder i vækst at indrette sig med mere plads og ekstra arbejdspladser.

”Det er vigtigt for mange virksomheder, at de kan fokusere på deres kerneopgaver og kunder og samtidig have maksimal fleksibilitet i forhold til de mange faciliteter, der skal støtte virksomheden, og bekvemmelige tilbud, der gør hverdagen så enkel som muligt,” siger KLP-direktøren.

Mens den nye bygning bliver skræddersyet til alle dagens ønsker om fx fleksibilitet og plug-and-play, så investerer KLP 40 millioner kroner i at optimere de to eksisterende bygninger. Ræsonnementet er, at det er vigtigt som udlejer at sørge for lokaler, der lever op til dagens standard, og at mange virksomheder lægger vægt på, at de kan flytte hurtigt ind – uden at bruge tid og ressourcer på fx at forholde sig til mulige ombygninger.

Cafeer og butikker

KLP har indledt et samarbejde med hotel-konsulentfirmaet Telling & Nesager for at få overført noget af den funktionalitet, hygge og stemning, vi ofte forbinder med hoteller, til de snart tre flerbrugerhuse i Ørestad.

Yderligere et element, ikke mindst i den kommende kontorejendom, er at indrette servicetilbud, der vender sig mod såvel ejendommens brugere og lejere som det omkringliggende bykvarter, der omfatter Ørestad Station og indkøbscentret Field’s.

”Vi har en af de mest centrale placeringer i Ørestad City med flere tusinde forbipasserende hver dag. Derfor indretter vi i den nye ejendom cirka halvdelen af stueetagens 10.000 kvadratmeter med cafeer, butikker og andre tilbud til både vores lejere og hele bydelen. Ved at inddrage byen skaber vi ekstra liv i de tre ejendomme, hvor mere end 5.000 daglige brugere giver den kritiske masse, som gør det muligt for os at tilbyde noget ekstraordinært,” pointerer Søren Risager-Hansen.

Blandt lejerne i de to nuværende KLP-kontorhuse i Ørestad er ingeniørkoncernen Atkins, den norske DnB-bank, Elgigantens kundecenter, Handelsbanken, medicinalvirksomheden Novartis samt DellEMC, Dibs og flere andre it- og konsulentfirmaer.

Har du brug for sparring om, hvilke tiltag der skal til for at udleje dine lokaler? Bestil en lejevurdering her:

  • Jeg ønsker

  • Ejendommens beliggenhed

  • Vælg erhvervscenter