Kontorkæden Væxthuset åbner nyt kontorhotel i Fredericia

Væxthuset med 30 kontorhoteller i Danmark og Sverige har købt en kontorejendom på Høgevej 4 i Fredericia, hvor de ombygger 618 m2 til 18 mindre lejemål. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af kontorejendommen til Væxthuset, og EDC har desuden fået til opgave at finde lejere til kontorerne, der kommer til at blive en del af et stort netværk af lejere og have adgang til mange fællesfaciliteter. Generelt er kontorhoteller de senere år blevet mere og mere populære som et stærkt alternativ til de traditionelle erhvervslejemål.

Når Høgevej 4 i Fredericia er ombygget, åbner Væxthuset nyt kontorhotel i ejendommen, hvor Fredericia Advokaterne havde domicil indtil 2018. Med Fredericia har Væxthuset nu 24 kontorhoteller på Sjælland, Fyn og i Jylland samt seks i Sverige. Væxthuset kontorhoteller bygger på deleøkonomi, kort opsigelse og et ”all-included” koncept – og er du lejer i Væxthuset, kan du gratis booke mødelokaler på tværs af alle lokationer i Danmark og Sverige. Jan Crone startede, Væxthuset i 2015 og har siden fået Jan Bonafede med som partner. Han siger:

”Vores målgruppe i Væxthuset er mellemsegmentet – altså små og mellemstore virksomheder. De er klar til mere vækst og er måske flyttet ud af kælderen og er begyndt at vise sit værd. De vil gerne have egne kontorer, fremstå mere professionelle, slippe for bøvl og kan se fordelen i at få en plug-&-play-løsning, hvor Væxthuset står for renhold af fællesarealer, såsom køkken, toiletter og mødelokale og med gratis internet, der fungerer og hvor de ikke skal binde sig i en egen firmaordning på 24 måneder. Som en del af pakken får lejerne stillet mødelokaler til rådighed og kan benytte dem gratis på alle vores 30 lokationer. Skal de holde møde med en kunde eller samarbejdspartner i en anden del af landet, kan de bare gøre det, hvilket mange af vores kunder benytter sig af. Desuden er fællesfaciliteter som køkken m.m. en del af pakken, og vi har gratis parkering ved alle vores kontorhoteller.”

”Vores lokationer er derfor primært placeret i periferien af de største byer, da vi ikke kan være placeret midt i en storby og tilbyde gratis parkering med vores prisniveau. Vores koncept og prisniveau bygger på umøblerede kontorer i ubemandede kontorhoteller, og vi tilbyder også arkivplads, mulighed for frokostordning, IT-, revisor-, og juridisk support, forsikrings- og pensionsordning, så vores lejere kan koncentrere sig om deres forretning. Vi gør meget ud af, at vores lejere, kan opnå synergier med hinanden og hjælpe hinanden ved at arbejde i samme bygning. Virksomheder, der ikke er lejere, kan også købe sig adgang til mødelokaler og konferencerum på timebasis.”

Flot kontorhus på Høgevej 4

Kontorejendommen har et etageareal på 618 m2 og grundareal på 917 m2. Niels Henry Andersen, Ejendomsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har formidlet salget af kontorejendommen, siger:

”Bygningen stod tom fra 2017 til 2021, hvor den var til salg hos forskellige ejendomsmæglere. Vi overtog salget af ejendommen og den er nu solgt ca. 6 måneder efter. Ejendommen er oprindelig opført som administration til Andelsboligforeningen i Fredericia, mens Fredericia Advokaterne overtog ejendommen midt i halvfemserne og byggede den sidste del til. Vi er superglade for, at salget er faldet på plads, og at vi nu har fået til opgave at stå for udlejningen af ejendommens primære område, så bygningen får liv igen.”

”Det er et flot kontorhus med godt arkitektonisk udtryk, fantastisk indeklima med gode faciliteter, minimalt vedligehold og kvalitetsmaterialer. Tanken var at ejendommen var velegnet til en eller to virksomheder, men nu bliver det altså i stedet til kontorhotel, som bliver mere og mere populære i mange byer herhjemme. Det er et spændende koncept, som Væxthuset tilbyder sine kunder.”

Jan Bonafede fra Væxthuset siger: ”Geografisk er købet en del af vores strategi og et ønske fra flere af vores lejere, at vi også er til stede i Fredericia. Stigende efterspørgsel i vores netværk er også medvirkende til, at vi udvider. Vi har købt ejendommen i Fredericia tom for lejere, men den ligger godt og har et perfekt potentiale til et kontorhotel i centrum af Fredericia og tæt på stationen. Det er EDC Erhverv Poul Erik Bech, der formidlede salget af ejendommen, og vi havde et fint samarbejde, så nu kan de forhåbentlig også hjælpe os med at finde lejere til hovedhuset af kontorejendommen, så vi glæder os til at byde nye lejere velkommen.”

Læs mere på www.vaexthuset.dk

Vil du være opdateret på kontormarkedet? Læs den nyeste udgave af Kontor Fokus.

Niels Henry Andersen

Ejendomsmægler og valuar, MDE
Telefon: 58587701
Mobil: 60475549
E-mail: nan@edc.dk