24% flere ansøgere har søgt om Dansk Folkehjælps Skolestarthjælp i 2026

2.146 har ansøgt om Skolestarthjælp fra Dansk Folkehjælp i 2026 – en stigning på 24% i forhold til året før. Dansk Folkehjælp vil i den kommende tid finde ud af, hvor mange ansøgerne som er berettigede til at modtage Skolestarthjælp. Støtten til økonomisk trængte familier er bl.a. mulig fordi EDC Poul Erik Bech Fonden har valgt at donere 6 mio. kr. over 5 år til projektet, hvor Dansk Folkehjælp indtil nu har modtaget 5 mio. kr. af de i alt 6 mio. kr.

Hvert år begynder ca. 55.000 børn i skole, men det er langt fra alle børn, der har en nem start på skolelivet. Skolestart kan desværre være præget af udfordringer for mange børn og familier i Danmark. Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, siger:

”Mens mange børn i Danmark er begyndt at glæde sig til første skoledag, så giver den store dag også bekymring for børn fra de mest økonomisk trængte familier. Børnene er ofte bevidste om, at pengene er små, og at det påvirker forældrene. Utrygheden ved at stikke ud kan stå i vejen for, at børnene søger fællesskaber og opnår følelsen af at høre til. Netop fællesskaber er en helt afgørende faktor for god trivsel og tryghed i skolen, og derfor er Skolestarthjælpen vigtig og kan bidrage til en god start.”

”Det er 6. år i træk, at vi i Dansk Folkehjælp tilbyder Skolestarthjælp, og vi modtager mange ansøgninger hvert år. Vi har i år modtaget 2.146 ansøgninger om Skolestarthjælp, og vi vil i den kommende tid finde ud af præcis, hvor mange som kommer til at modtage Skolestarthjælp i forhold til de kriterier, man skal leve op til, så vi sikrer, at det er de mest trængte familier, som modtager hjælp,” siger Mirka Mozer.

Dansk Folkehjælps Skolestarthjælp består af et digitalt gavekort på 2.500 kr. så barnet selv kan vælge grej til første skoledag – fx skoletaske, penalhus og skriveredskaber. Skolestarthjælpen er støttet af EDC Poul Erik Bech Fonden, Ole Kirk’s Fond, Egmont Fonden, Elgiganten, sendentanke.dk og privatpersoner støtter også direkte på MobilePay 93 67 02.

Skolestart gør en forskel
Jane Bech, direktør i EDC Poul Erik Bech Fonden, siger: “Vi støtter Skolestarthjælp, da starten på skolen har stor betydning i alle børns liv. Det er vigtigt, at børn føler sig inkluderet i positive fællesskaber på skolen uden at føle sig anderledes pga. familiens økonomi. Netop derfor ønsker vi at støtte Dansk Folkehjælps glimrende arbejde med Skolestarthjælp. De er samtidigt med til at sikre, at det netop er dem, der har allermest brug for det, som modtager støtte. De udfører et yderst professionelt arbejde, og vi er glade for at kunne støtte den vigtige indsats ved at have doneret 6 mio. kr. over 5 år til projektet.”

Mirka Mozer, Dansk Folkehjælp, siger: ”Vi er meget taknemmelige for støtten fra EDC Poul Erik Bech Fonden og de andre fonde og virksomheder. Det betyder, at vi kan hjælpe endnu flere børn fra økonomisk trængte familier til en god skolestart og en lysere fremtid.”

Støt op og hjælp
Læs mere om Skolestarthjælp på www.folkehjaelp.dk. Ønsker du at støtte Skolestarthjælp, kan du indbetale et beløb på MobilePay 93 67 02, som går direkte til Dansk Folkehjælp.

Om EDC Poul Erik Bech Fonden
EDC Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra ejendomsmæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn. Foreninger, der har brug for en håndsrækning, kan læse mere og ansøge om midler på www.poulerikbechfonden.dk