Rasmus startede som praktikant, nu er han partner

Rasmus Haulik Hansen
Partner, ejen­doms­mæg­ler, MDE, Frederiksværk

Da Rasmus Haulik Hansen begyndte som praktikant hos EDC Poul Erik Bech, var det starten på en karriere, der siden har ført ham til rollen som ejendomsmægler. Næsten 10 år senere tager han det hidtil største skridt i karrieren og bliver som 30-årig partner i EDC Poul Erik Bech Frederiksværk.

Han bliver partner i en butik, han har været en del af længe, og som har været den mest sælgende boligbutik i Frederiksværk hvert år siden 2009. For Rasmus har partnerskabet længe været en ambition:

”Jeg er naturligvis både glad og stolt over muligheden for at blive partner, da det længe har været en ambition for mig. Jeg har haft fornøjelsen af at være med på butikkens rejse i næsten 10 år, hvor jeg har været hele møllen igennem fra praktikant til ejendomsmægler. Derfor føles det som et naturligt næste skridt både personligt og professionelt.”

Lokalkendt og tæt på kunderne

Rasmus er født og opvokset i Hundested, hvor han stadig bor. Det giver ham et stærkt lokalkendskab, som han tager med sig i mødet med kunderne og i arbejdet med boliger i området.

”Jeg er født og opvokset i Hundested og bor her stadig, så jeg kender området og de mennesker, der bor her, rigtig godt. Samtidig har vi et stærkt hold og et rigtig godt samarbejde i butikken, som giver et solidt fundament for fremtiden. Jeg glæder mig til at tage et større ansvar og være med til at udvikle forretningen videre som partner.”

Netop Rasmus’ måde at møde mennesker på fremhæves også af Klaus K. Mathiasen, partner i EDC Poul Erik Bech Frederiksværk:

”Tom og jeg er rigtig glade for at få Rasmus med på holdet som partner. Gennem mange år har han vist, at han besidder de kvaliteter, der skal til for at blive en god partner. Rasmus er ærlig, jordnær og god til at møde mennesker i øjenhøjde.”