I 1968 købte den dengang 24-årige landmand, Anders Fog-Petersen, planteavlsejendommen “Lykkesborg” i Søndersø på Nordfyn. Nu nærmer et langt kapitel sig sin afslutning. Efter 58 år som ejer har han truffet den svære beslutning om at sætte sit hjem, livsværk og den 105 ha store ejendom til salg.
“Min kone og jeg har begge rundet de 80 år, og da vores fire børn har valgt den akademiske levevej, har et generationsskifte ikke været muligt. De første træthedstegn meldte sig for efterhånden 15 år siden, hvor vi valgte at bortforpagte ejendommens 90 ha planteavlsjord til en lokal landmand. Siden da har vi nydt livet på gården, hvor dagligdagen bl.a. har budt på hesteopstaldning og pasning af den skønne, parklignende have i forlængelse af boligen. Den del tærer efterhånden også på kræfterne, og derfor har vi truffet den svære beslutning at sætte “Lykkesborg” til salg efter 58 år,” fortæller Anders Fog-Petersen og fortsætter:
“Jorden har altid været drevet som traditionelt landbrug og dyrkes i dag med almindelige afgrøder i omdrift, herunder raps, korn og græsfrø. Derudover har der tidligere været opfedning af slagtesvin i nogle af de tilhørende bygninger, hvilket giver køber mulighed for evt. at indsætte anden form for dyrehold. Køber overtager også et særdeles charmerende og velholdt hovedhus fra slutningen af 1700-tallet på 430 m², som har dannet rammen om utallige gode stunder for vores familie. Vi håber, en kommende ejer vil værne rigtig godt om stedet, hvor der også er direkte adgang til særdeles gode jagtforhold, da de resterende knap 15 ha er udlagt til skov og søer med både fasan-, råvildt- og andejagt.”
Uudnyttede driftsbygninger
EDC Landbrug Poul Erik Bech skal formidle salget af “Lykkesborg” til en pris på knap 28 mio. kr. Landbrugskonsulent med ansvar for Midtjylland og Fyn, Dennis Rosenberg, siger:
“Lykkesborg” er en historisk ejendom, der med sin flotte allé ned til hovedhuset i karakteristisk bindingsværk og en helt enestående have fremstår med et herskabeligt præg, som bestemt ikke er hverdagskost for landbrugsejendomme. Den nuværende ejer har indgået en 1-årig forpagtningsaftale med en lokal landmand om jorden, hvilket er en stabil løsning, der giver den nye ejer mulighed for at fokusere på udviklingen af de eksisterende driftsbygninger på knap 2.500 m².”
“Der er bl.a. mere end 1.000 m² tidligere svinestald, en fritliggende stålbuehal på 652 m² og en bygning på over 200 m² med god loftshøjde, som evt. kan udlejes og dermed skabe en attraktiv lejeindtægt for køber. En ny ejer får altså en god mulighed for at tilpasse landbrugsdriften efter egne ønsker, og “Lykkesborg” kunne fx sagtens udvide de nuværende rammer for hesteopstaldning til et større stutteri og dermed bringe nyt liv i de historiske bygninger.”