Sparekassen Sjælland-Fyns håndsrækning til landbruget er et stærkt bidrag til væksten

Sparekassen Sjælland-Fyns stigende eksponering mod landbruget er gunstigt for landbrugene på Sjælland og Lolland-Falster, der er sunde og har gode vækstperspektiver, skriver Frank Poll, forstkandidat, HD-F i EDC Landbrug Poul Erik Bech.

Af Frank Poll, forstkandidat, HD-F i EDC Landbrug Poul Erik Bech

Torsdag den 5. december udtalte Lars Petersson, administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, til AgriWatch, at det er mere lukrativt at låne penge ud til landbrug på Sjælland end i Jylland, hvilket har øget bankens udlånseksponering mod landbruget de seneste år.

Hos EDC Landbrug Poul Erik Bech glæder vi os over, at der findes pengeinstitutter, som ser lige så positivt på landbrugets fremtid som os. Landbrug kan sagtens være en god forretning, hvilket vi også mærker med en stigende interesse fra eksisterende såvel som nye landbrugskunder. Der findes mange professionelt drevne landbrugsforetagender, som har en klar vækststrategi og er klar til at investere i nye anlægsaktiver samt optimere de nuværende. Derfor er det også afgørende, at bankerne er positivt stemte over for at låne landbrugene de fornødne midler til at kunne vokse sig endnu større i fremtiden.

Som Lars Petersson fra Sparekassen Sjælland-Fyn er inde på, står mange af landbrugene på Sjælland og Lolland-Falster stærkt og har i høj grad formået at styre uden om diverse landbrugskriser gennem tiden. Det hænger især sammen med en øget specialisering i, hvad den enkelte landmand er dygtigst til at producere. Specialisering er da også vejen frem for mange landbrug, hvormed man optimerer mulighederne på den enkelte mark og ejendom, som naturligvis skal matches af den lokale driftsledelse.

2019 tegner for mange landbrug til at blive et år med fornuftig indtjening, hvilket er forudsætningen for, at der fortsat er efterspørgsel på landbrugsejendomme. Derfor ser vi også frem mod 2020 med forventning – og bifalder Sparekassen Sjælland-Fyns fremstrakte hånd til landbruget på Sjælland og Lolland-Falster.