Landbrugsjorden på Sjælland har oplevet en positiv prisudvikling de seneste år. I DR P1 fortæller Frank Poll om udviklingen og de forhold, der har betydning for priserne på landbrugsjord. ”Der har været en rigtig positiv udvikling på landbrugsjord. Den kan vi også aflæse i Danmarks Statistik på de handler, der er tinglyst, og det er vel en prisudvikling, som gennemsnitligt er på 25-30% hen over de sidste fem år,” fortæller Frank Poll.
I udsendelsen stiller vært Trier Mogensen spørgsmålstegn ved, hvordan priserne på landbrugsjord kan fortsætte med at stige, samtidig med at landbruget står over for nye reguleringer og øget usikkerhed.
Frank Poll forklarer, at prisudviklingen bl.a. skal ses i et længere perspektiv. Efter finanskrisen var jordpriserne stort set uændrede i en periode på 10-13 år, hvilket bl.a. skyldtes Finanstilsynets restriktive tilgang. Det diskuteres også, hvilken betydning de stigende jordpriser kan få for den grønne omstilling, hvor store landbrugsarealer skal omlægges til skov og natur.
Samtidig understreger Frank Poll, at markedet kun i svag grad har reageret på nye kvælstofkrav og øvrige reguleringer. Prisen på landbrugsjord afhænger i sidste ende af udbud og efterspørgsel, og så længe der er købere med interesse, er der grundlag for et velfungerende marked.
En anden faktorer, der har betydning for markedet, er interessen fra både danske og internationale investorer. Ifølge Frank Poll er dansk landbrugsjord fortsat relativt billig sammenlignet med jord i flere af vores nabolande, hvilket er med til at tiltrække udenlandske købere.
I udsendelsen diskuteres også, hvilken betydning de stigende jordpriser kan få for den grønne omstilling, hvor store landbrugsarealer skal omlægges til skov og natur.
Frank Poll peger på, at dansk landbrug er et omstillingsparat erhverv, som løbende tilpasser sig de muligheder og udfordringer, der opstår. Samtidig understreger han, at omstillingen kræver tid og forståelse for de vilkår, landbruget arbejder under.
Som landbrugschef i EDC Landbrug Poul Erik Bech følger Frank Poll udviklingen tæt, og han oplever fortsat stor interesse for landbrugsjord blandt både etablerede landmænd og investorer.
Hør hele udsendelsen: Guld og grønne skove – Jord i hovedet på DR lyd