EDC Erhverv har solgt Takeda Pharmas tidligere domicil på Langebjerg 1 i Roskilde til to forskellige købere. Bygningerne havde stået tomme i flere år hos en konkurrerende mægler, men efter EDC Erhverv blev ansvarlig for salget og bl.a. rådgav om at opdele ejendommen, meldte de rette købere sig hurtigt på banen.
Ved udgangen af 2017 blev EDC Erhverv Poul Erik Bech mægler på salget af medicinalvirksomheden Takeda Pharmas tidligere domicil. Her rådgav man om at dele salget af ejendommen op, så det blev muligt at købe lagerbygningen og kontordomicilet hver for sig.
”Det var først og fremmest vigtigt, at vi fik opdelt ejendommen, da det var usandsynligt med én køber til hele ejendommen. Men vi anbefalede også, at der blev skruet helt op for den målrettede markedsføring for, at der var en chance for at finde en aftager, når det ikke var lykkedes på et tidligere tidspunkt,” siger Arno Starup Werner fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Roskilde.
Strategien lykkedes, og der kom mange køberhenvendelser efter kort tid. Allerede i februar 2018 viste dansk-kinesiske Mille Food interesse for den 10.480 kvm store lagerbygning. I starten af 2019 blev købet en endelig realitet, og i marts 2019 overtog Mille Food lagerbygningen, hvor også salget af det 12.955 kvm store kontordomicil ligeledes blev en endelig realitet med virksomheden SunPark ApS som køber.
Mille Food producerer modermælkserstatning, primært til det kinesiske marked, men er i vækst og har planer om at ekspandere produktionen til det globale marked, fortæller Martin Thomsen, der er CFO for Mille Food.
”Vi har i forvejen en fabrik i Hundested, men har svært ved at følge med efterspørgslen på vores produkter og derfor behov for at udvide. Og ejendommen var interessant af flere grunde: Dels på grund af den gode placering, da det er nemt at komme til Roskilde fra det meste af Sjælland. Men selve bygningen var desuden attraktiv, da den er i fornuftig stand og har en god loftshøjde,” siger han.
Virksomheden er derfor i gang med en større ombygning af lagerhallen, så de efter planen fra efteråret 2020 kommer til at benytte den til både produktion, lager og administration.
Det er ikke tilfældigt, at man beholder og udvider produktionen på dansk jord, da forbrugerne i Kina efterspørger høj produktkvalitet, hvor Danmark er et kvalitetsstempel.
”Mange spørger os, hvorfor vi ikke lægger produktionen i Kina. Men grundprincippet er netop, at vores produkter er made in Denmark,” udtalte Steve Wang, direktør i Mille Food, i 2017 til EDC Erhverv i forbindelse med virksomhedens køb af fabrikken i Hundested.