Boligbutikken EDC Poul Erik Bech i Kolding indleder et nyt kapitel med den 36-årige partner Rasmus Fredsted Bent ved roret. Han forbliver dermed på sin hjemmebane i Trekantområdet, hvor han de seneste knap seks år har solgt boliger. Rasmus Fredsted Bent siger:
”Jeg kommer fra en lignende stilling som salgsdirektør og partner hos en anden ejendomsmægler, hvor jeg solgte boliger i hele Trekantområdet. Nu retter jeg mit fulde fokus mod Kolding og de omkringliggende byer. Kolding har en god størrelse, som tiltrækker mange forskellige boligsøgende. Her får du både byliv, samtidig med at du kan slå dig ned i rolige villakvarterer med gode skoler og daginstitutioner tæt på. Samtidig har området en attraktiv placering ved fjorden og gode forbindelser til arbejdspladser i de større byer i Trekantområdet. I øjeblikket oplever vi også rigtig høj aktivitet på det lokale boligmarked. Siden 2022 er antallet af bolighandler i Kolding Kommune steget jævnt, og i 2025 nåede vi op på 1.735 handler, hvilket er en stigning på knap 15% i perioden.”
Rasmus Fredsted Bent har gennem årene opbygget et flot CV inden for bygge- og ejendomsbranchen. Han har både siddet som bygge- og boligrådgiver og har knap 10 års erfaring som boligmægler. Derudover har han haft en kort periode i EDC Poul Erik Bechs erhvervsafdeling i Trekantområdet mellem 2018-2019.
”Jeg ser frem til igen at blive en del af EDC Poul Erik Bech igen og tænker med glæde tilbage på mine tidligere år i forretningen. Boligbutikken deler adresse med erhvervsafdelingen på Jernbanegade 25, så jeg ser frem til at blive genforenet med nogle af mine tidligere kolleger – og samtidig få glæde af erfarne sparringspartnere i hverdagen. De seneste seks år har jeg arbejdet remote, så det bliver godt igen at blive en del af en fysisk butik, jeg kan kalde min egen. Samtidig glæder jeg mig til igen at få et stærkt, anerkendt brand og et kompetent backoffice-team i ryggen, så jeg kan fokusere fuldt ud på at drifte og øge EDC Poul Erik Bechs markedsandele her i Kolding.”
Siden Rasmus Fredsted Bent havde sin første arbejdsdag, har det været fuld fart på, fortæller han:
”Jeg er blevet taget rigtig godt imod af både kolleger og samarbejdspartnere i og omkring EDC Poul Erik Bech, og jeg er efterhånden godt inde i tingene. Det har været en travl opstart, hvor jeg allerede har taget hul på de første mægleropgaver. Det er heldigvis et markedsområde, jeg kender særdeles godt, så det har været en stor fordel at kunne trække på min erfaring med hensyn til m2-priser, demografiske forhold og de forskellige kvarterers kvaliteter. Jeg er derfor meget optimistisk om fremtiden og ser frem til at hjælpe endnu flere med at finde og sælge bolig her i Kolding.”