Antallet af bolighandler slog nye rekorder i 2025 og giver 2024 massivt baghjul

Boligmarkedet var præget af høj aktivitet i 2025. Det bekræfter de samlede handelstal for boligmarkedet i 2025, som nu er offentliggjort. Året bød på flere nye rekorder og overgik 2024 på samtlige parametre. Antallet af handler steg inden for både villaer/rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse. Samtidig rundede den samlede købesum for første gang 300 mia. kr. i Boligsidens statistik. Vi har samlet de vigtigste nøgletal for boligmarkedet i 2025.

Der var fuld fart på det danske boligmarked i 2025. Nye handelstal fra Boligsiden viser, at der i løbet af året blev gennemført intet mindre end 100.294 bolighandler. Det er en stigning på 17% sammenlignet med 2024. Stigningen forekom i 95 ud af landets 98 kommuner. Lemvig Kommune, Struer Kommune og Morsø Kommune var de eneste kommuner, der oplevede tilbagegang i antal bolighandler.

Med mere end 100.000 bolighandler skriver 2025 sig samtidig ind som det tredjehøjeste aktivitetsniveau registreret i Boligsidens statistik, der går tilbage til 2011. Kun rekordårene under Coronaperioden i 2020 og 2021 overgår resultatet for 2025. Tjek prisen på din bolig med et gratis salgstjek her.

Rekordår for ejerlejligheder i København og Aarhus

På landsplan blev der solgt 21.297 ejerlejligheder. Det er det næsthøjeste niveau nogensinde og en stigning på 28% sammenlignet med 2024.

I landets to største byer, København og Aarhus, blev der sat nye rekorder for antal solgte ejerlejligheder. I Københavns Kommune blev der solgt 7.403 ejerlejligheder – 22% flere end i 2024. I Aarhus Kommune nåede salget op på 2.558 lejligheder – en fremgang på hele 62% sammenlignet med året før.

Hushandler steg i hele landet

Salget af villaer og rækkehuse nåede 59.956 handler. Det er det næsthøjeste antal i et kalenderår nogensinde – en stigning på 13,5% sammenlignet med året før. Antallet af handler steg i samtlige landsdele, og i størstedelen af landet lå fremgangen på mindst 10%.

Sommerhusmarkedet oplevede en endnu stærkere udvikling med i alt 11.263 handler. Det svarer til en stigning på over 20% sammenlignet med 2024.

307 mia. kr. skiftede hænder

Den høje aktivitet på boligmarkedet i 2025 aflæses også på den samlede købesum. I alt blev der handlet boliger for 307 mia. kr. i 2025 – 28% mere end i 2024. Samtidig er det en ny rekord og første gang, at den samlede årlige købesum runder 300 mia. kr. i Boligsidens statistik.

Samtlige regioner fik del i fremgangen sammenlignet med året før. Alene i Region Hovedstaden blev der handlet boliger for 149 mia. kr. Det svarer til næsten halvdelen af den samlede købesum på landsplan.

Kilde: Boligsiden.dk.