Det har været en stor beslutning for Thomas Holleufer Jensen at stoppe som boligdirektør i Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed, der bl.a. tæller 75 landsdækkende boligbutikker. Han siger:
”Jeg vil gerne sige tak til de mange kollegaer, kunder og samarbejdspartnere, som har været med til at gøre både virksomheden og hverdagen til noget helt særligt. For mig har EDC og EDC Poul Erik Bech altid været spydspidsen i ejendomsmæglerbranchen, og det har været et privilegium at få lov til at være en del af den rejse. Jeg ser tilbage på utrolig mange gode oplevelser, stærke relationer og store fælles resultater sammen med mine kollegaer, og jeg har lært rigtig meget i mine i alt 18 år i EDC. Jeg er meget taknemmelig for de mange år, samarbejdet og alle de oplevelser, vi har delt.”
”Virksomheden står stærkt med mange dygtige og kompetente medarbejdere, som helt sikkert vil fortsætte den positive udvikling. Jeg vil derfor også gerne stille mine kompetencer til rådighed i en fremtidig konsulentrolle, selvom det naturligt bliver i et meget mindre omfang. Fra august starter jeg som partner i en international Corporate Finance virksomhed, hvor jeg skal arbejde med køb og salg af virksomheder (M&A). Siden jeg selv var partner og medejer af EDC boligbutikken i Søborg, har jeg arbejdet tæt sammen med ejere og virksomheder. Det har vækket et ønske i mig om igen at være ejer, så da muligheden opstod, føltes det som et rigtigt næste skridt.”
Forsætter samarbejde
Poul Erik Bech siger: ”Der skal ikke være tvivl om, at vi hellere havde set, at Thomas var fortsat hos os. Den energi han har lagt i sit job, kommer vi til at savne. Vi har været meget glade for samarbejdet, og vi vil gerne fortætte relationen til ham og har indgået en konsulentaftale om fortsat samarbejde inden for den tidsramme, som Thomas nu engang fremover har til rådighed. Vi ønsker Thomas god vind fremover, og vi er nu gået i gang med at finde en ny boligdirektør.”