EDC Poul Erik Bech udvider på Amager med boligbutik nr. 77 i Kastrup/Tårnby

EDC Poul Erik Bech overtager butikken fra EDC Sauerberg & Gade i Kastrup/Tårnby og samler dermed fire boligbutikker i et tæt samarbejde på Amager. Flere mæglerkræfter, fælles køberkontakter og stærkt lokalkendskab skal komme både købere og sælgere til gode. Med overtagelsen tæller virksomheden 77 boligbutikker og 21 erhvervscentre på landsplan.

EDC Poul Erik Bech Kastrup/Tårnby bliver en del af det lokale samarbejde med EDC Poul Erik Bechs butikker på Amagerbro, Sundbyvester Plads og i Ørestad. Samarbejdet forbinder butikkerne i København S med Kastrup/Tårnby og styrker den samlede tilstedeværelse på Amager. Morten Aagaard, indehaver af EDC Poul Erik Bech Ørestad og EDC Poul Erik Bech Kastrup/Tårnby, siger:

“Mange af vores kunder søger bolig på tværs af Amager. En sælger af en lejlighed i Ørestad kan fx være på udkig efter en villa eller et rækkehus i Kastrup/Tårnby. Med fire butikker, der arbejder tæt sammen, kan vi både hjælpe med salget og med at finde det næste hjem og bringe vores køberkontakter i spil på tværs af København S og Kastrup/Tårnby.”

Fælles kræfter på tværs af Amager

Bag EDC Poul Erik Bech Kastrup/Tårnby står Morten Aagaard, Lars Sigaard Sørensen, Mette Marlene Ferdinandsen, Dennis Krøier Andersen og Jonathan Gudmundsson. Alle fem partnere er opvokset på Amager og bor fortsat på øen. De bringer derfor både mange års mæglererfaring, lokale netværk og et personligt kendskab til livet på Amager med ind i udviklingen af butikken. Morten Aagaard siger:

“Vi samler et hold, der både kan kommissionere, sælge og skabe nye kunderelationer. For sælgerne betyder det flere kræfter bag salgsarbejdet og adgang til købere fra vores øvrige butikker. Samtidig får vi mulighed for at bruge vores forskellige kompetencer dér, hvor de gør størst forskel.”

Lokal forankring i Kastrup/Tårnby

Lars Sigaard Sørensen får det primære ansvar for den daglige ledelse i tæt samarbejde med Morten Aagaard. Lars bor selv i Kastrup og har tilbragt store dele af sit liv i området. Ejendomsmægler Lasse Birlie, der har været en del af butikken det seneste år, fortsætter på holdet.

Lars Sigaard Sørensen siger: “Jeg kender Kastrup og Tårnby som både boligområder og mit eget lokalområde. Her er villakvarterer, strand, havnemiljø og gode forbindelser til det centrale København. Jeg glæder mig til at få min daglige gang i butikken og bygge videre på dens mangeårige lokale tilstedeværelse sammen med Lasse og resten af holdet.”

Han fortsætter: “Vi har en klar ambition om at vinde flere kunders tillid og gøre EDC Poul Erik Bech Kastrup/Tårnby til et naturligt førstevalg, når man skal sælge bolig i området. Det kræver, at vi er til stede, følger op og leverer et godt stykke arbejde for hver enkelt kunde. Vi glæder os til at byde både nuværende og kommende købere og sælgere velkommen hos EDC Poul Erik Bech Kastrup/Tårnby.”

Morten Aagaard

Indehaver, ejendomsmægler, MDE
Telefon: 21143137
Mobil: 21143137
E-mail: moaa@edc.dk

Lars Sigaard Sørensen

Indehaver, ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587179
Mobil: 31159070
E-mail: las@edc.dk