Efter to år væk fra ejendomsmæglerfaget vender Rasmus Hindbo Mortensen tilbage til EDC Torben Larsen. Den 35-årige ejendomsmægler tilbragte fem år i boligbutikken mellem 2019 og 2024, men når han officielt vender tilbage d. 1. februar 2026, udskiftes titlen som ejendomsmægler med partner. Han fortæller:
“Efter to gode og lærerige år som Key Account Manager i Bazoom Group er jeg utroligt glad for at få muligheden for at vende tilbage til mæglergerningen og EDC Torben Larsen. At være ejendomsmægler er en stor del af min identitet, og at hjælpe folk med at realisere deres boligdrømme er klart det sjoveste og mest betydningsfulde hverv, jeg har haft i min karriere. Jeg husker med glæde tilbage på alle de gode historier fra mine år i EDC Torben Larsen, hvor jeg både har solgt huse med stor affektionsværdi, som mennesker selv har bygget og boet i hele livet og hjulpet mange børnefamilier trygt ind på boligmarkedet.”
“Jeg kunne heller ikke forestille mig et bedre sted at sælge boliger end i Silkeborg. Jeg har boet i Alderslyst og har nu stiftet familiens base i bydelen, Hvinningdal. Jeg har derfor et stort tilhørsforhold og kendskab til byen, og jeg ser meget frem til igen at bidrage til udviklingen og tiltrække endnu flere til vores område.”
Genforenet partnertrio
EDC Torben Larsen holder til på Frederiksberggade 11 og består af seks medarbejdere med de to partnere Camilla Overgaard og Jeppe Skovhuus, og nu også Rasmus Hindbo Mortensen i spidsen. Han siger:
“Jeg ser frem til genforeningen med Camilla og Jeppe. De er begge dygtige ejendomsmæglere, og når bekendte har spurgt mig til råds om boligmarkedet i Silkeborg, har jeg altid henvist til EDC Torben Larsen. Da Camilla en dag ringede og spurgte, om de mange henvisninger ikke burde udskiftes med en permanent stilling, tøvede jeg ikke med at takke ja, og jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan vækste butikken.”
Camilla Overgaard supplerer: “Vi har haft et stort ønske om at få Rasmus tilbage. Han kender butikkens værdier og har allerede vist, at han kan levere gode resultater. Han bliver et godt energipust til afdelingen, og efter to år væk fra faget vender han tilbage med friske perspektiver på mæglergerningen, som vil være til stor gavn for butikken og vores kunder. I løbet af de seneste måneder har han allerede været forbi til flere frokostaftaler, og vi kan tydeligt mærke, at han passer godt ind i teamet. Vi ser derfor meget frem til at byde ham officielt velkommen fra februar,” fortæller partneren, som har været i boligbutikken i snart 15 år.
Forventning om travlt 2026
Den nye partner kan forvente at trække i arbejdstøjet fra første dag. Boligmarkedet i Silkeborg er nemlig inde i en positiv udvikling, fortæller partner på niende år, Jeppe Skovhuus:
“Med nyopførte boligområder og en befolkningstilvækst på knap 13% over de sidste ti år løber vi stærkt. Ingen midtjyske byer når Silkeborg til sokkeholderne, når det kommer til naturoplevelser, og med mange kultur- og fritidstilbud, gode skoleforhold og en livlig bymidte er det et attraktivt område at bosætte sig i for mange typer tilflyttere. Det gælder især boligsøgende fra Aarhus, der indser, at de kan få væsentligt mere bolig for pengene, da m²-priserne i Silkeborg Kommune ligger på 18.725 kr. for en villa eller et rækkehus, mens de i Aarhus Kommune ligger på over 31.000 kr. pr. m². Vores forventning er derfor også, at vi går et travlt 2026 i møde, men med Rasmus ombord føler vi os godt rustet til de mange opgaver, der kommer.”