Næsthøjest antal solgte huse og ejerlejligheder i oktober nogensinde

Boligmarkedet fortsætter med at buldre derudad i 2025. Det bekræfter nye handelstal fra Boligsiden. Her fremgår det, at oktober indtil videre er den måned med flest, solgte huse og ejerlejligheder i 2025 – og fremgangen gælder hele landet. Den høje aktivitet betyder også, at 2025 har nået det næsthøjeste niveau for solgte huse og ejerlejligheder i oktober nogensinde – kun overgået af corona-perioden i 2020.

Boligsidens nyeste handelstal for boligmarkedet i oktober 2025 er landet. Her fremgår det, at der i oktober er solgt intet mindre end 5.686 villaer og rækkehuse i Danmark. Dermed er oktober, den måned, hvor der er solgt flest huse i år. Det høje antal handler i 2025 nærmer sig samtidig også de rekordhøje tal fra corona-perioden i 2020, hvor der dengang i oktober blev solgt 5.720 villaer og rækkehuse. Birgitte Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, siger:

”Der er fart på derude, og interessen for boligkøb er fortsat stor. Sidste år blev oktober også måneden med flest hussalg, men salget i oktober i år ligger 14% højere. Det er det solide udgangspunkt i danskernes økonomi, der bidrager til det stigende antal handler, og det mest bemærkelsesværdige er, at den øgede aktivitet gælder i størstedelen af landet.”

”Samtidig er oktober-salget i Nordjylland, Østjylland og Sydjylland også i top-10 over alle måneder med flest solgte huse i statistikken. Det bekræfter billedet af, at den stigende handelsaktivitet fordeler sig bredt udover landet.”

Med en stigning på 28% og et samlet antal på 990 har Østjylland den største udvikling i antallet af solgte huse i oktober sammenlignet med året før. Herefter følger Nordsjælland med 24% og Sydjylland med 20%. I landsdelene Nordjylland, Østjylland og Sydjylland når salget af huse i oktober desuden ny rekord for måneden, og i de fleste af de øvrige landsdele er der tale om det næsthøjeste antal solgte huse i oktober nogensinde.

Samme mønster for ejerlejligheder
Den positive udvikling på boligmarkedet, kommer også til udtryk i salget af ejerlejligheder, hvor der i oktober blev solgt 1.991 lejligheder. Det er også rekord i indeværende år, og ligeledes kun overgået af oktober 2020, hvor der blev solgt hele 2.144 ejerlejligheder. Birgitte Daetz uddyber:

”Salget af ejerlejligheder fortsætter i det høje tempo, som har præget det meste af 2025, og de mange handler gælder i flere af de største byer. Københavns Kommune ligger nogenlunde på niveau med oktober sidste år, hvor oktober også var måneden med flest salg. Og i Aarhus ser vi en stor fremgang i salget på 49% sammenlignet med samme måned sidste år.”

Også Odense Kommune oplever stor fremgang i salget af ejerlejligheder, hvor der i oktober 2025 blev solgt 16% flere lejligheder end i samme måned sidste år.