Mæglerduoen Oliver Andersen og Oliver Færge Hentze er efter henholdsvis 2½ og 2 år i EDC Poul Erik Bech Stevns optaget som partnere i den veldrevne boligbutik. Oliver Færge Hentze siger:
”Mens mange af mine kammerater overvejede deres fremtid, vidste jeg allerede på efterskolen, at jeg ville være ejendomsmægler. Jeg har arbejdet med boligsalg i både Haslev og på Islands Brygge, inden jeg for knap to år siden fik mulighed for at tilslutte mig EDC Poul Erik Bech Stevns og Oliver, som jeg kendte fra vores fælles tid i en tidligere boligbutik. Det er især menneskedelen, der gør mæglerfaget interessant for mig, og jeg har fået et rigtig godt forhold til Stevns, hvor jeg også bor med min familie. At blive partner er også et statement om, at jeg er kommet for at blive og ser mig selv her i mange år fremover.”
Oliver Andersen supplerer: ”Min storebror er også ejendomsmægler, og valget stod mellem at følge i hans fodspor eller uddanne mig til maskinmester. Det blev mægler, hvilket især skyldes min interesse for tal og økonomi. Jeg uddannede mig til finansøkonom i Næstved, hvor jeg opnåede min ejendomsmæglertitel, og har de seneste knap seks år solgt boliger i både Rødovre, Vordingborg og senest på Stevns, hvor jeg har arbejdet de seneste fire år. Da jeg er opvokset på Stevns og i dag bor i Store Heddinge med min familie, glæder det mig at kunne fortsætte i lokalområdet – især i en butik, som jeg nu kan kalde min.”

De nye partnere deler ikke kun fornavn – de deler også mange af de samme værdier og ambitioner og har over årene opbygget et tæt venskab og et stærkt samarbejde, forklarer Oliver Andersen:
”Jeg kunne ikke forestille mig en bedre person at dele partnerskabet med, og det er en milepæl for vores venskab at kunne sætte vores navn på en butik sammen. Vi ligner hinanden på mange punkter, men har også forskellige styrker, som gør os til et godt makkerpar. Jeg har stor respekt for Olivers strukturerede tilgang, som jeg nyder godt af i hverdagen. Vi er også meget glade for at fortsætte samarbejdet med vores dygtige salgskoordinator Bettina, som er en vigtig del af butikkens succes.”
Oliver Færge Hentze fortsætter: ”De færreste kender Stevns så godt som min makker, og han er en uvurderlig sparringspartner på de mange timer, vi tilbringer sammen på landevejen. I mange andre butikker møder kunderne én mægler ved vurderingen og sommetider en anden ved fremvisningerne. Sådan arbejder vi ikke. At sælge bolig er en stor beslutning, så vi prioriterer altid at køre sammen ud til vurderingerne. Det giver kunderne mulighed for at lære os begge at kende og skaber tryghed og tillid til, at vi kan hjælpe dem godt videre.”
Antallet af solgte boliger i Stevns Kommune steg med knap 25% sidste år, og de to nye partnere ser fortsat positive takter på boligmarkedet. Oliver Færge Hentze siger:
”Når boligmarkedet er i fremgang i de store byer omkring os, spreder det sig som ringe i vandet, og det har vi helt sikkert kunnet mærke i butikken. Der er gang i det almindelige boligmarked, men især også i sommerhusmarkedet i Rødvig, hvor vi er kommunens bedst sælgende mægler.”
Oliver Andersen fortsætter: ”Det er især naturen og muligheden for at sænke skuldrene, som tiltrækker købere til Stevns. Mange tilflyttere kommer fra København, Roskilde og Køge, og de nemme transportforbindelser til og fra Stevns gør det muligt at bevare sit job i selvsamme byer. Vores indtryk er derfor også, at Stevns bliver endnu mere populært de kommende år, og vi ser meget frem til fortsat at kunne bidrage til områdets udvikling.”