Danmarks største mæglervirksomhed EDC Poul Erik Bech har 13 boligbutikker i København, hvoraf tre ligger på Frederiksberg. Det har banet vejen for en intern rokade, som betyder, at 31-årige Frederik Geertsen skifter adressen på Gl. Kongevej ud med Falkoner Allé og samtidig udskifter titlen som salgschef med en titel som partner. Den nye partner, som har første arbejdsdag i sin nye butik den 1. september 2025, fortæller:
“Jeg startede som weekendvagt i 2019 i vores boligbutik på Gl. Kongevej. Efterfølgende fik jeg muligheden for at gennemføre mit trainee-forløb i butikken, og siden jeg færdiggjorde min uddannelse i 2022, har jeg været ansat som ejendomsmægler, hvoraf det seneste års tid har været som salgschef. Det har været nogle utroligt lærerige år fyldt med gode oplevelser og fantastiske kollegaer, men nu er tiden inde til at tage det næste skridt i min karriere.”
“Jeg har altid haft ambitionen om at blive partner en dag, og muligheden opstod heldigvis her på Frederiksberg. Jeg rykker dog lige knap én km nordpå, da jeg sammen med Benjamin Stender fremover skal stå i spidsen for vores boligbutik på Falkoner Allé. Jeg holder meget af Frederiksberg og glæder mig over at fortsætte med at sælge boliger i området – og så er det heller ikke helt dårligt, at jeg fremover kun har to minutters gang til og fra arbejde,” fortæller frederiksberggenseren, som har boet i bydelen de sidste otte år.
Samlet salgsstyrke
Selvom Frederik Geertsen skifter både titel og adresse, forventer han ikke de store forandringer i starten.
“Vores tre butikker på Frederiksberg arbejder tæt sammen, og jeg tager naturligvis mine igangværende sager med mig over i mit nye job. Vores tætte samarbejde betyder også, at jeg i forvejen kender mine nye kollegaer rigtig godt og samtidig stadig bevarer kontakten med mine kollegaer fra Gl. Kongevej. Det er utroligt søde og dygtige mennesker, og det er rart på forhånd at vide, at man både personligt og fagligt er på bølgelængde med sit nye team. Benjamin har været partner i butikken i mere end 10 år, så jeg vil bruge den første tid på at suge til mig fra ham, men naturligvis også bringe mine egne ideer i spil, så vi som butik kan fortsætte med at vækste,” fortæller han.
Fuld fart på ejerlejligheder
Som mægler på Frederiksberg er der nok at se til, og som sælger står du med rigtig gode kort på hånden, mener Frederik Geertsen.
“Ikke overraskende er der fuld fart på boligmarkedet på Frederiksberg – især når det gælder ejerlejligheder, hvor efterspørgslen er enorm. Det smitter naturligvis af på priserne, og Frederiksberg hører fortsat til blandt landets dyreste postnumre. Lige nu sælges ca. hver tredje ejerlejlighed til over udbudsprisen, og de få afslag, der gives, er typisk ganske beskedne. Det er især den unikke kombination af ro og byliv, som tiltrækker beboere til Frederiksberg, og de personer, som bor i byen, benytter flittigt de mange kultur-, handels- og oplevelsestilbud, som bydelen er så kendt for,” afslutter den nye partner.