EDC Poul Erik Bech Silkeborg optager pr. 1. juni 2025 to af deres ejendomsmæglere som partnere. Anne-Sofie Bering, som har arbejdet i boligbutikken siden 2022, siger: “Jeg er uddannet civilingeniør, men valgte i 2022 at forfølge et mangeårigt ønske om at blive ejendomsmægler, da jeg altid har interesseret mig for boligmarkedet, for at skabe resultater og for at arbejde med mennesker. Siden er jeg blevet bekræftet i min passion og er utroligt glad for, at jeg kan fortsætte med at hjælpe med at realisere boligdrømme i Silkeborg.”
“Jeg har boet med min mand og vores tre børn på Åhavevej i Silkeborg de sidste syv år og nyder både bylivet og den skønne natur her i byen. Jeg løber og ror kajak i min fritid og har i flere år været frivillig i både Silkeborg Kajakklub og Silkeborg Rideklub. Silkeborg betyder rigtig meget for mig, og det er en fornøjelse at kunne være med til at bidrage til byens udvikling gennem mit arbejde. Med min nye rolle genoptager jeg også arbejdet med ledelse – et område, jeg har erfaring med fra mit tidligere arbejdsliv, og som jeg trives rigtig godt med. Jeg er derfor yderst motiveret for fremtiden og glæder mig til at fortsætte samarbejdet i vores dedikerede team og bidrage til butikkens fortsatte vækst og udvikling.”
Rødder i Silkeborgs historie
Søren Knap bærer med stolthed familiens arv videre som en del af det erhvervsliv, der har præget Silkeborg i generationer. Familien Knap står bl.a. bag stiftelsen af C. Knaps Minde børnehjem – i dag kendt som Knapsmindefonden, hvor Søren sidder i bestyrelsen med fokus på udsatte børn og unge i Silkeborg. Hans oldefar opførte en ikonisk ejendom “Knaps Villa” ved havnen i Silkeborg, som senere husede en lokal fødeklinik. Endnu længere tilbage i slægtens historie finder vi tipoldefaren Carl Knap, der var blandt medstifterne af Silkeborg i 1850’erne og grundlagde en af byens største købmandsforretninger. Oldefaren Arnold Knap videreførte forretningen og blev siden bankdirektør i Silkeborg Bank, mens farfaren Thorkild Knap drev sin egen isenkræmmerbutik i Østergade – på samme adresse som Søren i dag driver EDC Poul Erik Bech, dog med et andet husnummer. Søren Knap fortæller:
“Med det stamtræ føltes det som en selvfølge, at mit arbejdsliv skulle udfolde sig i Silkeborg. Min interesse for ejendomsmæglerbranchen blev vakt allerede i 2009, da jeg som 9.-klasses-elev var i erhvervspraktik hos EDC Torben Larsen her i byen. Dengang blev jeg lovet, at jeg blot skulle komme forbi med en ansøgning, når jeg var færdig med min uddannelse – og det løfte holdt jeg dem op på,” siger Søren med et glimt i øjet.
“Siden da har jeg målrettet min uddannelse mod drømmen om at blive ejendomsmægler. Jeg fik mulighed for at starte hos EDC Poul Erik Bech i Silkeborg og har været praktikant, salgstrainee og afdelingsleder – og i dag partner. Gennem årene har jeg været med til at udvikle butikken til det niveau, vi har i dag, og jeg er stolt af den rejse. Vores butik er veldrevet, og ordentlighed er en grundlæggende værdi hos os. I midten af 2026 kan jeg fejre mit 10-års jubilæum – en milepæl, jeg ser meget frem til at fejre.”
Fælles samarbejde på tværs
Boligbutikken holder til på Østergade 28 og er en del af et stærkt mæglerfælleskab. Søren Knap forklarer: “Anne-Sofie og jeg supplerer hinanden rigtig godt. Jeg har den historiske tilknytning, mens hun kommer med ledelseserfaring og alternative perspektiver på mæglergerningen. Vi fik for nyligt selskab af EDC Erhverv Poul Erik Bech Silkeborg her i boligbutikken, hvilket giver nye muligheder for videndeling på tværs og gør det lettere at løse de skæve sager med både bolig og erhverv. Derudover har vi et tæt samarbejde med vores lokale boligkollegaer i EDC Torben Larsen, og som en del af Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed og med adgang til et landsdækkende netværk af købere i Danmarks største køberkartotek, føler vi os godt rustet til alle opgaver.”
Anne-Sofie Bering supplerer: “Befolkningstilvæksten er steget kraftigt i Silkeborg, siden motorvejen til Aarhus blev etableret i 2016. Det smitter af på det lokale boligmarked, som pt er i markant fremdrift, og Silkeborg formår at tiltrække nye borgere fra hele landet. Byen bærer titlen som Danmarks Outdoor Hovedstad, og med et rigt kulturliv, et levende handels- og bymiljø samt gode skoler og uddannelsesmuligheder er det attraktivt for alle aldersgrupper at slå sig ned her,” afslutter den nye partner.