Nye boliger skyder i vejret i stationsbyen Hornslet på Djursland og i efteråret 2025 forventes de første af de 40 nye boliger at stå klar til indflytning. Bag projektet står Urban Group, som har stort fokus på både boligernes indretning og det samlede udtryk i det nye boligområde.
Jesper Juul, direktør, Urban Group, fortæller: “Vi har arbejdet målrettet på at skabe et boligområde med variation og sammenhæng. Étplansboligerne er ideelle for seniorer og mindre familier, mens de rummelige toplansboliger skaber gode rammer for større familier. Boligtyperne er nøje tilpasset målgrupperne, og de gode planløsninger skal sikre optimal udnyttelse af huset og dets areal. Vi forventer stor interesse for boligerne med det attraktive prisleje.”
“Vi har valgt at lave boligerne i samarbejde med Huskompagniet, som har leveret råhusene og facadebeklædning, hvortil vores håndværkere har udført det indvendige arbejde. Arkitekturen tager udgangspunkt i materialevalg, der både er tidssvarende og skaber en harmonisk helhed i området. Vi har haft fokus på bæredygtigt byggeri og med stor genanvendelighed ift. LCA mv.,” siger Jesper Juul.
De 40 nye boliger i Møllestedet fordeler sig på 8 mindre étplansboliger med to værelser, 12 étplansboliger med tre soveværelser, og 20 toplansboliger med 3 soveværelser.
Attraktiv beliggenhed
Malthe Brøckner Siggaard, indehaver af EDC Hornslet, siger: “Vi har allerede mange kunder, som har henvendt sig, da boligernes størrelser og den gode beliggenhed gør det attraktivt for dem. Med placering midt i Hornslet bliver Møllestedet et centralt og aktivt beboelsesområde, hvor beboerne får let adgang til hverdagens nødvendigheder uden at gå på kompromis med kvalitet og komfort.”
“Transportmulighederne med både bil og letbane er optimale til store dele af Østjylland, og der er let adgang til Aarhus, der kan nås på under en halv time. Samtidigt ligger boligerne midt i naturen ned til beskyttet naturområde med sø. Den samlede pakke gør Hornslet til et attraktivt område at bosætte sig i,” siger Malthe Brøckner Siggaard.
Tonny Broberg, projektchef, EDC Projekt Poul Erik Bech, stemmer i: “Møllestedet er et godt eksempel på, hvordan man kan skabe et boligområde, der både favner forskellige livsfaser og samtidig passer perfekt ind i lokalområdet. Det er kvalitetsboliger i et trygt og aktivt nærmiljø.”
“Med kort afstand til både skole, idrætsfaciliteter og dagligvareindkøb, er det et oplagt valg for mange. Boligerne er tilbagetrukket fra større veje og børn kan fra en ung alder færdes sikkert rundt i byen. Alle boliger bliver med udgang til have, og adgang til store dejlige fællesarealer, så Møllestedet bliver et dejligt sted at bo for de fremtidige beboere,” siger Tonny Broberg.
Læs mere på www.moellestedet.dk