33-årige Morten Nielsen udnævnt som COO i EDC Erhverv Poul Erik Bech

Morten Nielsen er netop udnævnt til Chief Operating Officer for EDC Erhverv Poul Erik Bech. Trods sin beskedne alder på blot 33 år har han allerede været 14 år i Danmarks største mæglervirksomhed. Jesper Gram Hartlev 27 år er i samme forbindelse forfremmet til Head of Business Development and Sales Support.

Morten Nielsen er netop udnævnt til COO hos EDC Erhverv Poul Erik Bech. Han har nu det samlede driftsansvar for erhvervsforretningen og derudover ansvarlig for fire afdelinger: Erhvervssekretariatet, Kundecenter, Research & Analyse og Salgssupport & Forretningsudvikling. Herudover er Morten Nielsen blevet faglig ansvarlig for det landsdækkende salgskoordinatorkorps.

Poul Erik Bech fortæller, at Morten Nielsens arbejde har været en betydelig faktor ift. virksomhedens vækst de senere år: “Gennem sine 14 år hos os har Morten leveret en stor og ihærdig indsats indenfor både boligforretningen og ikke mindst erhvervsforretningen, hvor han efter kandidaten blev ansat som forretningsudvikler. Her har han stået for at optimere interne processer og øget vores kommercielle muligheder igennem optimering af it-løsninger, herunder automatisering af vurderinger og ejendomstype.”

“Han har også været ansvarlig for et konverteringsprojekt, et flerårigt CRM-projekt og desuden været med til at forbedre kvaliteten af præsentationsmateriale, herunder salgsoplæg, prospekter og udnyttelse af markedsdata. Alle områder har bidraget til en forbedret og mere ensartet kundeoplevelse, og har dermed været vigtigt for vores fortsatte udvikling og vækst.”

Morten Nielsen er en del af ledelsesgruppen i EDC Poul Erik Bech Erhverv, og i 2019 blev han valgt ind i Ejendomstorvets bestyrelse, hvor han i dag er næstformand.

Studentermedhjælpere med ambitioner

Jesper Gram Hartlev forfremmes ved samme lejlighed til Head of Business Development and Sales Support. Hidtil har han været projektleder, hvor han bl.a. har været på en afstikker på en projektlederuddannelse i London, som en del af sin uddannelse i EDC. Han har været med til at udvikle nye forretningsområder som Landbrug, en International afdeling og understøtte ledelsen i EDC Bolig Poul Erik Bech. Derudover har han sammen med Morten Nielsen haft en afgørende rolle i forhold til udviklingen af Salssupport. Poul Erik Bech fortæller:

“Vores salgssupport er blevet udviklet meget de senere år, og det skyldes bl.a., at Jesper har knoklet på og tænkt visionært. Jesper har gentagende gange vist, at han har stærke evner inden for projektledelse, automatisering, udvikling og kommunikation, og derfor har han fået det ansvaret som Head of Business Development and Sales Support. Både Morten og Jesper startede hos os som studentermedhjælpere, og det er fantastisk, hvad de unge kan drive det til med hårdt arbejde, høje ambitioner og stærke visioner for fremtiden.”

Morten Nielsen

COO, Erhverv
Telefon: 58588070
Mobil: 25397878
E-mail: mon@edc.dk

Jesper Gram Hartlev

Head of Business Development and Sales Support
Telefon: 58588782
E-mail: jeha@edc.dk