Aalborg Spilforsyning ekspanderer: Spilentusiaster flytter i dobbelt så store lokaler på en af byens bedste adresser

Aalborg Spilforsyning specialiserer sig i brætspil, kortspil, puslespil, rollespil og alt derimellem. Siden butikken åbnede for tre år siden, har spilforhandleren fejet benene væk under byens spilentusiaster med deres store samling af alverdens spil. Nu er stedet blevet så populært, at butikken på Algade er blevet for lille. Aalborg Spilforsyning flytter derfor til en dobbelt så stor butik på Bispensgade 34. EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har stået for udlejningen af de nye lokaler.

For tre år siden da en spilbutik på Algade lukkede, foreslog Allan Christensen til et par af sine spil-entusiastiske venner, at de skulle åbne en ny spilbutik samme sted. Efter lidt nervøs latter blev vennerne klar over, at forslaget var ment i ramme alvor, og jo mere de overvejede idéen, jo bedre smagte den. Problemet var bare, at ingen af vennerne havde erfaring med detailhandel:

”Vi blev enige om at kaste os ud i at åbne Spilforsyningen, og så måtte erfaringen komme løbende. Vi havde ikke en masse viden om, hvordan man driver en butik, men det har vi lært hen ad vejen, samtidig med at vi har holdt fast i, at det er vores spilleglæde, der skal drive værket. Det har været et vildt eventyr, og det har da kostet os lidt lærepenge ikke at have kendskab til detail, men nu har vi fået godt styr på det, og sagt i al ydmyghed så synes vi selv, at vi har skabt et superfedt fællesskab,” siger Allan Christensen, medejer og direktør af Aalborg Spilforsyning, med et smil på læben og fortsætter:

”Vi elsker allesammen at spille og sætter en stolthed i at være eksperter i alle mulige spil. For os er fællesskabet en hel central del af spil, og derfor afholder vi også mange arrangementer, som samler folk med samme interesser – bl.a. ugentlige events på alle hverdagsaftener og turneringer i fx Magic eller Warhammer. Her under flytningen har en del af vores kunder tilbudt at hjælpe os med at flytte, og det har virkelig gjort det tydeligt for os, hvor stærkt et fællesskab, der er omkring Spilforsyningen. Folk er så vilde – det er som om, vi har været med til at skabe en familie, hvor man hjælper hinanden.”

Gået fri af coronakrisen

Udover Star Wars- og Magic-aftener finder du alverdens spil fra gulv til loft i specialbutikken. Her er noget for enhver smag med alt fra puslespil til bordrollespil og et stort udvalg af tilbehør til forskellige hobbyer. Trods coronakrisen har Aalborg Spilforsyning oplevet så stor vækst det seneste halve år, at de er vokset sig for store til deres nuværende lokaler. Medejer og direktør Allan Christensen siger:

Vi har virkelig haft travlt under coronakrisen. Når man er hjemsendt, holder ferie i sommerhus eller bare har fået mere tid derhjemme, er spil jo genialt til at hygge med familie og venner. Der har virkelig været gang i butikken, så nu rykker vi til dobbelt så store lokaler. I den nye butik får vi et lidt større butikslokale og et meget større spillelokale. Derudover er der det, man ikke ser som kunde i butikken – mere kontorplads og meget mere lagerplads. Det er en superfed butik, og vi glæder os til at byde folk velkommen med gode åbningstilbud og masser af events.”

Et af Aalborgs mest synlige lejemål

Butikken i Bispensgade har et etageareal på 362 m2 og en kælder på 174 m2. Lejemålet ligger på den markante hjørnebeliggenhed i krydset, hvor Bispensgade møder Vesterbro. Tom Dorf, erhvervsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, fortæller:

”Butikken har maksimal synlighed på hjørnet af Bispensgade, som er et af Aalborgs primære handelsstrøg med et stærkt kundeflow. Lejemålet har ca. 20 meter facade med store udstillingsvinduer, og der er således optimale eksponeringsmuligheder. Jeg er sikker på, at Aalborg Spilforsyning med de nye lokaler åbner en endnu federe butik i starten af november, og jeg glæder mig til at kigge forbi.”

Allan Christensen, medejer og direktør i Aalborg Spilforsyning, fremhæver et godt samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech: ”Vi har haft et super forløb omkring udlejningen. Vi har haft både Tom Dorf og Fredrik B. Hird på sagen, og det har virket godt, da der hele tiden har været en, vi hurtigt kunne få fat på, så vi har været superglade for samarbejdet.”