Andelsboligforeningsejendom med fri lejefastsættelse og 8 boliger solgt for 11,3 mio. kr.

En andelsboligforening har netop solgt deres ejendom på Nørrebro 23-33 tæt på det centrale Hjørring. Ejendommen består af to etager med i alt otte 3-værelses lejligheder, otte parkeringspladser og tilhørende terrasser. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af den gedigne ejendom for 11,3 mio. kr., hvor 6 ud af 8 lejere forbliver i ejendommen.

En andelsforening i Hjørring har netop solgt deres markante og flotte ejendom, der har et etageareal på 773 m2 og et grundareal på 1.504 m2. Beslutningen om at sælge ejendommen blev truffet på et bestyrelsesmøde blandt ejendommens andelshavere ved afstemning. Daværende formand og nu lejer i ejendommen, Mimi Saugman, siger:

”Ideen om at sælge ejendommen kom på tale, da en beboer havde hørt om en lignende ejendom i området, der var blevet solgt året forinden, hvor Michael Stilling fra EDC Erhverv Poul Erik Bech var mægler. Derfor inviterede vi Michael og en advokat til et informationsmøde, hvor et oplæg blev præsenteret. Fordele og ulemper blev drøftet, og det endte med, at 6 ud af 8 beboere stemte for at sælge ejendommen.”

”De fleste i ejendommen får økonomisk glæde af salget og glæder sig over, at ansvaret for vedligeholdelse m.m. fralægges. Sammen med køber har jeg drøftet, at jeg fremover kan være kontaktperson og bistå med at hjælpe til i ejendommen. Tak til Michael Stilling for et fint salgsforløb.”

Velholdt ejendom med godt udviklingspotentiale
Den nye ejer af ejendommen er Bredgade 74-76 ApS, der er et privat ejendomsinvesteringsselskab bestående af direktør Jeppe Christensen, der overtages pr. 1 marts 2022. Han siger om købet:

”Jeg driver mit eget ejendomsinvesteringsselskab, hvor jeg investerer i primært nyere ejendomme med fornuftig drift og uudnyttet udviklingspotentiale. Michael solgte mig for et år siden en anden ejendom lidt ude for Hjørring og vidste, at jeg var på udkig efter endnu en ejendom, hvorefter han tog kontakt til mig. Jeg viste hurtigt interesse for ejendommen på Nørrebro, da den foruden en attraktiv placering i Hjørring også har en fornuftig drift med flere solide andelshavere, der ønsker at blive boende i ejendommen.”

”Ejendommen er yderst velholdt, men har samtidig et godt udviklingspotentiale. Bl.a. skal en af de lejligheder som fraflyttes istandsættes. Samarbejdet med Michael Stilling fra EDC Erhverv Poul Erik Bech har været upåklageligt. Han har forstået, hvad det er, jeg har været på udkig efter og har vendt tilbage med mulige bud. Vi har haft en god dialog og et godt gensidigt samarbejde.”

Attraktiv placering i Nordjyllands andenstørste by
Nørrebro 23-33 er beliggende ca. 1 km fra det centrale Hjørring, hvor der er et rigt handelsliv, et hav af kulturelle oplevelser og en skøn indbydende natur. Michael Stilling, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg udtaler:

”Ejendommen har en særdeles attraktiv beliggenhed midt i Hjørring, hvor alle fornødenheder og fornøjelser er indenfor kort afstand. Bl.a. finder du et indbydende handelsstrøg med et bredt udvalg af specialvarebutikker, restaurationer og større velkendte detailkæder samtidig med, at du er tæt på grøn natur og kysten.”

”Ejendommen blev sat til salg i august 2021, og der var fra start stor interesse fra potentielle købere. Det er ikke uvant, da Hjørring er en attraktiv by at gøre investeringer i, og ejendommen er særdeles indbydende.

Bl.a. er ejendommen underlagt fri lejefastsættelse, hvilket er en meget efterspurgt vare. Herudover er det en regulær ejendom, der er i rigtig god stand. Jeg ønsker såvel sælgere og køber held og lykke fremover.”

Michael Stilling

Partner, ejendomsmægler & DiplomValuar, MDE
Telefon: 58587151
Mobil: 23292646
E-mail: stilling@edc.dk