Dustin flytter sit danske hovedkontor til Åhave Parkvej i Viby

Det nye hovedkontor er en markant domicilejendom med facade til Viby Ringvej og beliggende lige ved tilkørslen fra Aarhus Syd Motorvejen. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet udlejningen af et samlet areal på ca. 3.300 kvm. Flytningen indebærer en markant udvidelse af Dustins kontorareal.

Dustin – en af nordens førende forhandlere af IT-produkter med tilhørende tjenester – flytter sit danske hovedkontor til Åhave Parkvej i løbet af maj 2018. Dustin overtager hele bygningen Åhave Parkvej 27, som nu er under ombygning for at matche Dustins ønsker og behov. Det vil således være en helt nyindrettet og nystandsat bygning, der står klar til indflytning i maj.

”Flytningen er et klart skridt op og frem for os. Vi flytter til en mere central og synlig beliggenhed. Og samtidig får vi en hel bygning, indrettet specielt til at matche vores dagligdag,” siger Michael Haagen Petersen, VP Large Corporate & Public og Country Manager Danmark hos Dustin.

Han fortæller desuden, at det er et væsentligt element ved fastholdelse og rekruttering af dygtige medarbejdere at tilbyde arbejdsplads i en moderne og velindrettet ejendom med praktisk beliggenhed og gode parkeringsforhold.

”Vi er rigtig glade for, at det kunne lykkes at leje hele bygningen.” Her henvises til, at der var en eksisterende, mindre lejer i bygningen. Heldigvis kunne denne lejer tilbydes et tilsvarende lejemål i nabobygningen.

Ejendommen, som består af 3 store bygninger på hjørnet af Ringvejen og Åhave Parkvej/Motorvejen er dermed fuldt udlejet. Og det ligger helt i tråd med den aktuelle tendens i Aarhus-området, hvor der efterhånden er langt imellem de ledige kontorlejemål. Det bekræfter kontorchef Thomas Møller Kristensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.

”De seneste års højkonjunktur og stigende beskæftigelse viser sig tydeligt ved en meget lav tomgangsprocent på kontorlokaler i Aarhus,” siger han.

”Efterspørgslen har længe været høj, og det ser ud til at fortsætte. Helt aktuelt arbejder vi med mere end 30 virksomheder, der søger nyt kontor i Aarhus-området. Samtidig oplever vi stor efterspørgsel fra investorer, der søger udlejede kontorejendomme til porteføljen. Så det er gode tider for ejere af kontorejendomme i Aarhus,” slutter Thomas Møller Kristensen.

Ifølge den seneste Market Update fra EDC Erhverv er afkastkravet for de bedst beliggende kontorejendomme i Aarhus pt. omkring 4,5%. Ifølge Ejendomstorvets seneste statistik er tomgangen for kontorlokaler i Østjylland i øjeblikket på 7,7%, hvilket er et fald på næsten 50% fra da udbuddet var højst under finanskrisen.