EDC Erhverv Poul Erik Bech henter erfaren profil fra bankverdenen

Jacob Lykke Bruun (42) tiltræder pr. 1. marts 2021 som partner i investeringsafdelingen hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i København. I 17 år har han arbejdet med erhvervskunder og erhvervsejendomme i den finansielle sektor, så trods brancheskiftet fra bankverdenen til ejendomsmæglerfaget bringer han en solid erfaring og et stort netværk med sig til den nye stilling.

Jacob Lykke Bruun kommer fra en stilling som erhvervskundechef hos Nykredit, hvor han har arbejdet i fire år. Forinden var han 17 år hos Danske Bank/Realkredit Danmark, og i løbet af årene gik han fra at være elev til erhvervskundedirektør med bl.a. ansvar for ejendomsfinansiering af erhvervsejendomme, boligudlejning og andelsboliger. Jacob Lykke Bruun fortæller:

“Jeg har haft en spændende karriere i bankverdenen, hvor jeg har arbejdet de seneste 21 år. Det har i lang tid været en drøm for mig at kaste mig ud i ejendomsmæglerbranchen, og nu bød muligheden sig, så jeg ser frem til at prøve kræfter med de nye udfordringer. I min nye stilling kommer jeg til at have en anden tilgang til markedet, end jeg er vant til, men grundstenene er de samme, og dem kender jeg meget indgående. Jeg har i 17 år beskæftiget mig med erhvervskunder og ejendomsporteføljer og har en del erfaring med erhvervsejendomme og et stort netværk af både virksomhedsejere og erhvervsejendomsbesiddere. Så min nye stilling er på én og samme tid et meget velkendt og et helt nyt arbejdsområde.”

“Jeg har tidligere kollegaer, der i dag arbejder i EDC Erhverv Poul Erik Bech, og de har kun talt godt om det. Mit indtryk er, at ordentlighed gennemsyrer virksomhedskulturen, og at der er en optimal blanding af erfarne folk og unge kræfter. Derudover er EDC Erhverv Poul Erik Bech en stor og landsdækkende spiller, som er involveret i mange spændende sager på tværs af hele landet, og det vægter også for mig. Jeg har en god kemi med Michael Thodsen, partner i investering, som jeg kommer til at arbejde tæt sammen med, så jeg glæder mig til at tage fat og komme rigtigt i gang med vores samarbejde.”

Michael Thodsen udtrykker også store forventninger til samarbejdet: “Jacob har leveret gode resultater i sine tidligere stillinger, og han besidder mange kompetencer, som er ideelle som partner i investeringsafdelingen. Han spejler vores værdier i virksomheden og har i kraft af sin solide erfaring i bankverdenen alternative perspektiver og indsigter, som han kan bidrage med. I investeringsafdelingen oplever vi stærk medvind, og vi har nok at rive i, så det bliver godt at få en ekstra spiller med på holdet. Vi kan mærke på Jacob, at han har tårnhøje ambitioner, og derfor er jeg sikker på, at han kommer til at passe godt ind og kan være med til at udvikle hele forretningen.”

Jacob Lykke Bruun

Partner, Erhverv
Telefon: 58587769
Mobil: 40256645
E-mail: jlb@edc.dk

Michael Thodsen

Partner, ejd.mægler og DiplomValuar, HDFR, MRICS, MDE
Telefon: 58588703
Mobil: 61675735
E-mail: mit@edc.dk