EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland opruster med ung, ambitiøs lokalmand

Mads Holck Jørgensen er ansat som ny erhvervsmægler hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland. Ansættelsen kommer på baggrund af en gedigen vækstperiode for det Hillerødbeliggende erhvervscenter. Mads er født og opvokset i Hillerød, hvor han tog sit traineeforløb i EDC-gruppen og herefter har været 1½ år i Danske Bank i Hillerød.

Det går rigtig godt for erhvervscenteret i Nordsjælland. Faktisk så godt, at afdelingen kan melde om rekordomsætning i 2021. Som et led i vækststrategien har EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland ansat Mads Holck Jørgensen (24) som ny erhvervsmægler, og opruster dermed erhvervscenteret, så afdelingen nu tæller i alt seks medarbejdere.

”Jeg blev kontaktet af EDC Erhverv Poul Erik Bech, mens jeg stadig sad i Danske Bank. Det har altid været en drøm for mig at arbejde som erhvervsmægler, da jeg har en passion for de store sager og det tætte samarbejde med kunderne. Så da tilbuddet kom, kunne jeg ikke andet end at takke ja og se frem imod en spændende, udviklende og lærerig tid,” siger Mads Holck Jørgensen.

”Det er fedt at være med ombord i en stærk koncern med mange interne muligheder og et stærkt fællesskab, og hvor enhederne både hænger og arbejder tæt sammen. Jeg er optimistisk anlagt og glæder mig til at arbejde for at føre afdelingens gode arbejde videre. Jeg kommer til at bidrage med et stort drive og vil bruge de erfaringer og kompetencer, jeg har med mig fra min tid som boligmægler og min tid i Danske Bank. Jeg kommer til en afdeling, der vækster og havde rekordår i 2021, og jeg vil gøre mit for, at vi kan fortsætte den positive udvikling.”

Mads Holck Jørgensen har tilbragt det meste af livet i og omkring Hillerød, hvor erhvervscenteret i Nordsjælland er placeret. Her har han slået sine rødder i folkeskolen og på byens fodboldbaner, men også som salgstrainee og finansøkonom.