Første ejendomsudviklingsprojekt: Investeringsprojekt med 66 boliger i Næstved til knap 160 mio. kr.

Opførslen at et nyt, spændende projekt i Magledalen 31 i Næstved med 66 boliger med en attraktiv placering tæt på Næstved Storcenter er påbegyndt. Bag byggeriet står den lokale entreprenørvirksomhed ROP A/S, og EDC Erhverv Poul Erik Bech skal formidle salget af investeringsprojektet, der har en kontantpris på knap 160 mio. kr. og et grundareal på 14.367 m2. Det er en af de sidste byggegrunde i Magledalen i Næstved, og de 90 m2-boliger vil stå indflytningsklar i oktober 2022.

ROP A/S er en mellemstor entreprenørvirksomheder med knap 100 medarbejdere, som løser opgaver på Sjælland og Fyn. René Ø. Petersen, direktør og ejer i ROP A/S, siger:

”I ROP A/S udfører vi entreprenøropgaver – primært inden for jord-, kloak-, og anlægsarbejde, borede fundamenter og betonarbejde af høj kvalitet. Som ejer af ROP A/S er det mit første ejendomsprojekt, hvor vi er en del af selve ejendomsudviklingen. Det er et nyt strategisk ben, som vi gerne vil stå på. Efter dette projekt med 66 boliger i Magledalen her i Næstved, har vi allerede et nyt projekt i støbeskeen med seniorboliger på ca. halv størrelse, som vi går i gang med efter Magledalen er i mål, og det bliver også her i min hjemby Næstved. Ejendomsudvikling bliver altså en del af vores fremtid i virksomheden.”

”De 66 boliger er den sidste byggegrund i Magledalen i Næstved, hvor alt det tidligere er solgt eller udlejet. Så intet står ledigt, så vi forventer også, at der bliver stor efterspørgsel på de kommende boliger, og det derfor vil være interessant for en investor, da Næstved er en by i udvikling. Boligbebyggelsen kommer til at bestå af tre etagers bygninger med i alt 66 boliger fordelt på tre boligstænger og boligerne er på ca. 90 m². Vi er allerede begyndt med opførslen og forventer, at beboerne kan flytte ind i oktober 2022. Målgruppen er Hr. og Fru. Hansen, så det er ikke et fancy byggeri, men et kvalitetsbyggeri i gode, gedigne materialer, der holder mange år ud i fremtiden.”

Interessant investering med attraktiv placering

John Borrisholt, partner og regionsdirektør Sjælland EDC Erhverv Poul Erik Bech, der skal formidle salget af det samlede projektbyggeri siger: ”Det er et spændende investerings- og boligudlejningsprojekt med 66 attraktive boliger med et moderne arkitektonisk udtryk til en samlet projektpris på 159.950.000 kr., et startafkast på 5% og grundareal på 14.367 m2. Magledalen har allerede bevist sin popularitet med en attraktiv beliggenhed. Generelt er der mange, der søger boliger i kommunen – og især nybyggede, mindre størrelse boliger som disse, er der stor efterspørgsel på ikke kun i Næstved, men i hele Danmark.”

”Boligerne er på ca. 90 m² brutto inkl. fælles adgangsarealer og indrettes med adgangsareal, stort køkken, badeværelse, rummeligt opholdsrum og to gode værelser. Der etableres en have/terrasse i stueetagen og franske altaner på 1. og 2. sal, så beboerne, ud over de omkringliggende grønne, rekreative arealer, kan opholde sig ude i direkte tilknytning til boligen. De udføres i Nordic Look i beton og mursten med lyse farver, trægulve og hvidmalede vægge og lofter. Kvalitet er et bærende element, hvor især køkken, garderobe og hvidevarer er i kvalitetsmaterialer og med et målrettet stilrent design.”

Gang i flere udviklingsprojekter

Michael Kristiansen, partner og erhvervsmægler EDC Erhverv Poul Erik Bech Næstved siger: ”Området ejendommene opføres i ligger i det nordlige Næstved i et skønt boligkvarter. Næstved Storcenter, som er Sjællands største shopping center med mere end 65 specialbutikker, Bilka og 2.000 parkeringspladser, ligger i gåafstand. Det er også tæt på Ring Nord/Øst, hvilket nemt forbinder fremtidige beboere til det sjællandske motorvejsnetværk og dermed resten af Danmark.”

”I nærområdet finder man også flere muligheder for uddannelse, skoler og et stort idrætscenter. Der er på nuværende tidspunkt gang i flere udviklingsprojekter i Næstved – bl.a. Næstved Retail Park tæt ved Næstved Storcenter og etablering af en ny infrastrukturplan, som betyder, at en motorvej mellem Næstved og Rønnede er under udarbejdelse. Befolkningstallet i Næstved Kommune er knap 85.000, og generelt er kommunen inde i en rigtig positiv udvikling.”

Læs mere om Magledalen 31, 4700 Næstved her

John Borrisholt

Direktør, partner, Cand.merc.jur. MDE
Telefon: 58587939
Mobil: 23384312
E-mail: jsb@edc.dk