Vordingborg Ungdomsskole på Primulavej 5 er netop solgt i offentligt udbud. Siden årtusindskiftet har ejendommen været samlingssted med aktiviteter for unge mellem 14 og 18 år i Vordingborg Kommune, men ved årsskiftet er det slut.
Som led i et større projekt og en strategisk beslutning i Vordingborg Kommune, arbejdes der på at reducere de kommunale kvadratmeter. Derfor vil kommunen over årene sætte ejendomme til salg, og en af dem er altså Primulavej 5.
Seniorvenlige boliger er i høj kurs
Køber af Primulavej 5 er Estate Invest, et familieejet selskab etableret af Peter og Børge Nielsen i 1989, der udvikler og udlejer klassiske og centralt beliggende byejendomme. De overtager ejendommen i starten af 2026 og derfra går renoveringen i gang, fortæller Peter Nielsen, direktør Estate Invest:
“Planen med ejendommen er at ombygge de nuværende rammer til seniorvenlige lejeboliger af høj kvalitet med elevator og skønne udearealer. Vi forventer, at der vil være plads til 14-16 lejeboliger. På tværs af landet oplever vi en stigende efterspørgsel efter seniorvenlige boliger, og det er noget, som vi er begyndt at kigge mere ind i.”
“For bare 5-7 år siden var der ikke et marked for det i Vordingborg, men boligbehovene ændrer sig hele tiden, og det er efterspørgslen efter seniorvenlige boliger et godt bevis på. Tidligere har folk ikke været villige til at betale en lidt højere leje for seniorbehov, bl.a. tilgængelighed, sikkerhed og fællesskab, men det har ændret sig og seniorvenlige boliger er i høj kurs landet over,” siger Peter Nielsen.
Mange fremvisninger og flere bud
Allan Bødtger Simonsen, EDC Erhverv Poul Erik Bech Næstved, der har formidlet salget af ejendommen i offentligt udbud, beretter om stor interesse for Primulavej 5:
“Det er en markant ejendom med en rigtig god beliggenhed i Vordingborg tæt på både bymidten, vand og natur, indkøbsmuligheder, uddannelsesinstitutioner og byens kultur, idræt og frihedstilbud. Vi oplevede en stor interesse med mange fremvisninger og i sidste ende også flere, der lagde et bud. Estate Invest har en klar plan for ejendommen og det bliver spændende at følge transformationen fra ungdomsskole til seniorvenlige boliger.”
“Seniorboliger er generelt en mangelvare i Vordingborg, men også i resten af landet, hvor der forventes at mangle 70.000 seniorboliger i 2030. Derfor er det belejligt, at tidligere kommunale bygninger kan omdannes til seniorboliger, så der også er et sted at bo til folk i den tredje alder.”