Grønne Fika ekspanderer i Aarhus med hjælp fra EDC Erhverv Poul Erik Bech

Til august udvider den økologiske takeaway-café Fika med et nyt madsted i Nørregade, Aarhus. EDC Erhverv Poul Erik Bech hjalp Fika med at finde nye lokaler.

Populariteten på madsteder i Aarhus er stigende, og flere forbrugere spiser ude eller bestiller mad med hjem. Det mærker den økologiske takeaway-café Fika, som til august udvider forretningen med en ny café i Nørregade 28 i Aarhus. Caféen på Nørregade 28 vil supplere caféen på Jægergårdsgade, som Fika åbnede tilbage i 2012.

”Vi har ekstremt travlt, og vi havde ikke mulighed for at udvide vores lille café på Jægergårdsgade. Derfor var det oplagt at åbne sted nummer to i den anden ende af byen,” forklarer Thianna Breinholt, ejer af Fika.

EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus har sørget for udlejningen af lokalet på Nørregade 28, som forinden var en vinforretning.

”Stort set alle i Aarhus kender Fika, fordi det er så anerkendt et spisested. Jeg tænkte, om det ikke var på tide for dem at udvide, så jeg tog kontakt til dem, og så var det så heldigt, at de selv var på udkig efter lokaler,” fortæller Mette Lund Pedersen, erhvervsmægler hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, og fortsætter:

”Det matchede med det samme. Fika er meget bevidste om, hvad de vil have, og da de var interesserede i lokalet, gik der ikke lang tid, før de underskrev kontrakten.”

Fika selv var glade for samarbejdet og glæder sig til i fremtiden at kunne servicere flere kunder med økologiske retter, juicer og salater.

”Vi havde allerede kigget ind af lokalets vinduer, inden Mette kontaktede os. Vi havde et godt samarbejde med Mette,” siger Thianna Breinholt, inden hun fortæller lidt om fremtidsplanerne:

”Vi er 20 ansatte nu, men vi forventer som minimum at ansætte fem mere, når vi åbner i Nørregade. Om vi åbner flere madsteder i fremtiden, må vi se til den tid. Det kan både være i Aarhus eller uden for byen. Det afhænger af markedet,” fortæller ejeren af Fika, som selv kommer fra Aarhus.

Foruden de to madsteder åbnede Fika cateringfirmaet Grön Catering i januar 2018.