Forsvaret lejer kæmpe lager i Nordjylland til nyt nordisk uniformssystem

Forsvaret er en over 500 år gammel traditionsrig organisation, som hver dag kæmper for Danmarks sikkerhed. Med 19.500 ansatte, hvoraf 14.700 bærer uniform, har de i den grad brug for en central lagerfacilitet, hvorfra et nyt uniformsystem skal implementeres og distribueres. Det ny munderingssystem er et fælles nordisk projekt. EDC Erhverv Poul Erik Bech har hjulpet Forsvaret med at finde en passende lager- og logistikejendom i Pandrup i Nordjylland på hele 15.000 m².

Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen er alle en del af Forsvaret. I Forsvaret løser de opgaver for Danmark og passer på Kongeriget Danmark – mange gange med livet som indsats. Major i Forsvaret og projektleder for det nye lager i Pandrup, Niels Peder Munksgaard, har mere end 30 års erfaring i Forsvaret. Han siger om de nye lager- og logistikfaciliteter:

”Vi har brug for mere plads. Vi får anskaffet et nyt uniformssystem og har derfor brug for at kunne samle det ét sted, så vi effektivt kan iklæde forsvaret. Første dellevering omfatter 12.000 sæt, og vi skal i alt iklæde 36.000 mand. Samlet består munderingssystemet af ca. 600 forskellige materialenumre/størrelser. Vi har nu lejet os ind på en længere lejeaftale i Pandrup, da ejendommen lever op til vores kravspecifikationer og behov. Vi får dermed ét samlet og effektivt højlager i Danmark til det nye uniformssystem. Vi kommer til at samle alt et sted, og vores koncept går ud på, at vi derfra kan plukke, pakke og fremsende uniformssystemet, pakket i den korrekte størrelse til hver enkelt soldat, videre til vores Forsyningscentre, så de lokalt kan iklæde medarbejderne.”

”Vi forventer, der kommer til at arbejde 11 medarbejdere, når vores lager- og logistikejendom er oppe at køre i løbet af 2024. Vi kommer til at bruge en del ressourcer på at optimere ejendommen, så den passer til os, og så har vi selvfølgelig ekstra restriktioner i forhold til sikkerhed. Vi får et meget effektivt og strømlinet lager med den nye mundering samlet,” fortæller Niels Peder Munksgaard, som allerede er i fuld gang med at rekruttere medarbejdere til den nye lokation.

Stor udlejningsopgave
Ejendommen er opført i 1998 og er samlet på 25.000 m2, herunder bl.a. de 12.500 m² lager med en loftshøjde på 6,5 meter under spær og 2.000 m² teknikrum til ventilation mv. på taget, som Forsvaret nu har lejet. Ud af bygningens hele 10.000 m2 kontorfaciliteter har Forsvaret også lejet lidt kontor, omklædning, badefaciliteter, toiletter og kantine, og der er en stor parkeringsplads med plads til 500 biler.

Michael Stilling, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, siger: ”Det er en stor udlejningsopgave på en lang lejekontrakt til Forsvaret. Det er faktisk den største udlejningsopgave, jeg personligt har været med til i mine mere end 15 år som mægler, og så er det selvfølgelig ekstra spændende med at få enderne til at mødes mellem udlejer Bach Gruppen Ejendomme og Forsvaret, og det kommer også Pandrup og Jammerbugt Kommune til glæde med en stor organisation med mange besøgende. Ejendommen er bygningsmæssigt i høj kvalitet og er i øvrigt den forhenværende Flextronics ejendom, som mange i området nok kender, og NORMAL var midlertidige lejere og har nu fundet nyt lager.”

”Jeg fandt ud af, at Forsvaret havde behov for mere plads af en tidligere medstuderende på valuarstudiet. Så det har fra start været et søgeopdrag eller lejerådgivningsopgave for Forsvaret. Vi brugte en del tid på at afsøge og afdække, hvor- og hvilke placeringer, i relevante kommuner, der kunne matche deres ønsker. Det var afgørende for dem med ca. 15.000 m2 lager med tilhørende administration og lette adgangsforhold. Der har overordnet været tale om en smidig- og konstruktiv proces, udlejer og lejer imellem, selvom det naturligt har krævet en hel del ekstra, når det er Forsvaret, der er lejere. Vi takker for tilliden til udlejer, såvel som lejer og ønsker dem held og lykke med den nye lokation.”

Benjamin Galacho, direktør/CEO, Bach Gruppen Ejendomme, siger: ”Det har været et rigtig godt samarbejde og forløb for os som udlejere. EDC Erhverv Poul Erik Bech skulle hjælpe Forsvaret med at finde nye lagerfaciliteter og afsøgte markedet. Vi har haft et godt og længerevarende samarbejde med Frank Jensen og EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aalborg, og da de allerede havde vores lager- og logistikejendom i Pandrup til udlejning, kunne de slå to fluer med et smæk. Forsvaret er selvfølgelig en unik type kunde, og det har krævet en del flere møder, dialog og kravspecifikationer om ønsker til ejendommen i forhold til indretning og sikkerhed. Men vi er selvfølgelig glade for, at vores lagerfaciliteter lever op til deres krav, og dermed at have landet en lang og stabil lejeaftale med Forsvaret.”

Michael Stilling

Partner, ejendomsmægler & DiplomValuar, MDE
Telefon: 58587151
Mobil: 23292646
E-mail: stilling@edc.dk

Frank Jensen

Direktør, partner
Telefon: 58587572
Mobil: 20513692
E-mail: frje@edc.dk