Estate Media har for sjette gang kåret de 35 største talenter på 35 år eller yngre i ejendomsbranchen. På årets liste, Ung i Ejendom 2025, er 32-årige Mads Bjerrum Christensen, der er industrichef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus – en rolle, han blev tildelt som blot 24-årig. Hele hans mægleropvækst er foregået i EDC Poul Erik Bech. Han fortæller:
”Det er et stort og motiverende skulderklap at blive udvalgt som et af de største unge talenter i ejendomsbranchen i 2025. Det har været en fantastik spændende tid i EDC Poul Erik Bech, siden jeg for første gang trådte ind ad døren som trainee for nu mere end 10 år siden. Med en god portion ærefrygt, men også stor tro på mig selv, overtog jeg rollen som industrichef i Aarhus blot tre år senere og var, og er fortsat, meget taknemmelig for den tillid virksomheden gennem årene har vist mig.”
”Læringskurven har været stejl, og vejen har bestemt ikke altid været ligetil. Jeg husker stadig min første vurdering af en større ejendom i starten af mine 20’ere. Jeg endte med at tabe opgaven og er i dag fortsat overbevist om, at en del af årsagen skyldtes min dengang unge alder. Men oplevelsen blev værdifuld og gav blod på tanden. Netværk, vedholdenhed og tillid er altafgørende, hvis du vil klare dig godt i erhvervsmæglerbranchen. Jeg lægger derfor stor vægt på at opbygge og pleje de gode, langvarige kunderelationer. Det er nemlig sjældent, at kunden – uanset om det er en af landets største industrikoncerner eller det lille lokale værksted – ikke vender tilbage, hvis du har gjort dig umage med at lære virksomheden og menneskerne at kende og har leveret et godt resultat første gang.”
Mads Bjerrum Christensen har sin daglige gang på 5. sal på Åboulevarden 70 i Aarhus sammen med 20 specialister i ejendomsbranchen på EDC Erhverv Poul Erik Bechs kontor i Aarhus. Han siger:
”Jeg er en del af et kompetent team i Aarhus med dygtige specialister på de forskellige erhvervssegmenter. Vores høje grad af specialisering betyder, at jeg har fuldt fokus på industrisegmentet, hvor jeg løser størstedelen af opgaverne i fællesskab med min gode kollega og erhvervsrådgiver Daniel Lundholm. Et godt samarbejde – både lokalt og nationalt – er altafgørende i vores branche, og som en del af Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed er det en fornøjelse at kunne sparre og løse opgaver på tværs af landet.”
”Industrimarkedet i Østjylland er inde i en interessant udvikling. Efter nogle år med stigende tomgang er udbuddet af lagerlokaler det seneste år faldet med næsten 1/3 i Aarhus og ligger i dag på kun 3,3%, hvilket er under landsgennemsnittet. I resten af Østjylland er situationen en helt anden. Her er tomgangen steget med ¼, hvilket især skyldes spekulativt nybyggeri. Udviklingen påvirker også lejepriserne, som er kommet under pres i byer som Hedensted og Horsens, men som omvendt er stigende i Aarhus-området. Men generelt oplever vi stadig en stor efterspørgsel på store, moderne lager- og produktionslokaler, mens de ældre industriejendomme har det sværere,” afslutter Mads Bjerrum Christensen.