Industrimarkedet i Nordjylland er brandvarmt

Aalborg og omegn rider med sin lave andel af ledige lager- og produktionslokaler med på industrimarkedets bølge af medvind. Derfor opfordrer man også til at bygge nyt i regionen for at følge med efterspørgslen, lyder det fra Mark Pedersen, der er erhvervsmægler og valuar i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.

1. Hvad er det attraktive for købere og lejere af lager- og produktionsejendomme i Aalborg og omegn?

I Nordjylland har vi med en tomgang på 1,2 % efter første halvår af 2019 én af de laveste andele af ledige lager- og produktionsejendomme i landet. Kunderne efterspørger i stigende grad højloftede lager- og industriejendomme med moderne faciliteter – og gerne med både ramper, portadgang og nærhed til motorvejen. Det er især de ældre lavloftede ejendomme, vi har svært ved at afsætte, hvilket også er en tendens i resten af landet.

2. Hvordan har efterspørgslen på lager- og produktionsejendomme udviklet sig de senere år i Nordjylland, og hvad gør I for at dæmme op for evt. udfordringer?

Efterspørgslen er kun steget de sidste år og ligger stadig på et højt niveau. Siden september 2018 har der været en stigning på over 50 procentpoint på købere/lejere, som var på udkig efter lager- og produktionsejendomme i Nordjylland at investere i, fremgår det af EDC Erhvervs Køber-/Lejerkartotek. Andelen af virksomheder, der er på udkig efter at købe lager- og produktionsejendomme i Nordjylland med henblik på selv at flytte ind, er også steget med knap 30 procentpoint siden september 2018. Da vi har så få ledige lager- og produktionsejendomme er vores største udfordring altså, at udbuddet ikke matcher efterspørgslen. Vi kan derfor kun opfordre investorerne til at bygge nye og fleksible ejendomme, der matcher efterspørgslen på attraktive placeringer nær motorvejstilkørslerne, og som kan tilpasses den enkelte lejer.

 3. Hvad brænder du særligt for ved industrimarkedet?

Det er altid en god fornemmelse, når man løser en opgave med en ejendom, der har stået tom, så en ny produktionsvirksomhed rykker ind og giver bygningen nyt liv. Det er bekræftende at vide, at man har fundet nogle nye gode rammer for virksomheden, så den fortsat kan udvikle sig og være med til at fastholde og skabe nye arbejdspladser.