Kendt og moderne kro tæt på Aarhus sat til salg: Forpagter har mod på mere

Den smukke og velbeliggende landevejskro i Malling, syd for Aarhus, er sat til salg. Kroen og hotellet ligger lige ved byens letbanestation og er en gastronomisk perle, som den nuværende forpagter ønsker at drive videre. EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus skal formidle salget af Malling Kro, som har et prisskilt på 7,5 mio. kr. Den veldrevne kro byder på 8 hotelværelser og kan dateres helt tilbage til 1884.

Ved anlæggelsen af Hou-Aarhus jernbanen i 1884 blev det besluttet at etablere et gæstgiveri ved Malling Station. Siden har kroen gået under navne som Malling Gjæstgiveri og Hotel Malling, før den blev kendt som Malling Kro efter en større brand og ombygning i 1914. Gennem årene har kroen haft forskellige ejere og forpagtere, men stedets ånd og gæstfrihed har været konstant i mere end 140 år. Nu er det tid til et ejerskifte, men den nuværende forpagter vil gerne fortsætte krodriften.

Rune Aaby, ejer af Malling Kro, siger: ”Jeg har en fortid på flere østjyske restaurationer, men for 3-4 år siden skiftede jeg restaurationsbranchen ud med livet som ejendomsmægler. Derfor er det også tid til at skille sig af med Malling Kro, da jeg som ejer, gerne vil være tættere på den daglige drift, men det er tiden ikke til længere. Derfor var det også glædeligt, at Nikolaj Nielsen og hans hustru Mie Lue Abrahamsen var klar til at overtage kroen som forpagtere og drive kroen videre i samme ånd.”

”For mig er det vigtigt, at kroen bliver solgt videre til en eller flere, der vil drive de stolte krotraditioner videre og ikke har planer om at nedlægge kroen. Sagt med et lille glimt i øjet, så tør jeg ikke at vise mig i Malling i fremtiden, hvis jeg sælger kroen videre til nogle, der ønsker at omdanne den skønne ejendom til beboelse. Malling Kro ligger mit hjerte nært og jeg håber, at krodriften kan fortsætte mange år endnu som en vigtig del af lokalkulturen i Malling,” siger Rune Aaby.

Forpagter vil fortsætte som forpagter
Siden 2022 har Nikolaj Nielsen og hans hustru Mie Lue Abrahamsen forpagtet kroen, og står det til dem, så fortsætter kroen ufortrødent videre i samme spor, fortæller Nikolaj Nielsen:

”Vi ønsker at drive kroen videre, som den er i dag. For os er det en livsstil, som vi ikke er klar til at give slip på. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Rune Aaby har valgt at sætte ejendommen til salg, men vi er fortrøstningsfulde og håber, vi kan fortsætte som forpagtere, når de nye ejere er på plads.”

”Jeg har været køkkenchef på kroen siden 2021 og har selv stået for driften siden 2022. Jeg har stået i lære på kroen fra 2012 og blev færdigudlært kok på Malling Kro i 2015, så jeg har en lang fortid på kroen. Nu håber jeg, at vi kan skrive nye kapitler om Malling Kro og blive ved med at byde alle fra nær og fjern velkommen indenfor, til masser af nærvær, hygge og god mad,” siger forpagter Nikolaj Nielsen.

Flot kroejendom med moderne twist
Frank Heskjær, Head of Retail hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, der skal formidle salget af kroen, siger: ”Malling Kro er en smuk og velbeliggende ejendom med et flot indgangsparti ud mod Stationspladsen. Kroen har i mange år været drevet som restaurant og hoteldrift med stor succes og er en gastronomisk perle, der i en lang årrække har været en sund forretning og givet positive regnskaber.”

”Indvendigt har ejendommen gennemgået en større og gennemgribende renovering, som gør, at den i dag står knivskarpt og udstråler kvalitet. Kombinationen af en historisk, traditionel kro og det nyistandsatte, moderne udtryk giver de perfekte rammer til at videreføre den hjertevarme og rummelige stemning, som kroer er kendt for,” siger Frank Heskjær og fortsætter:

”Vi oplever en stigende interesse for kroer, hoteller, camping og andre overnatningsmuligheder og har for nogle år siden oprettet en selvstændig hotelgruppe med mæglere fra hele landet, der specialiserer sig inden for området. Det giver en langt mere struktureret rådgivnings- og salgsproces, og et stort netværk. Dansk turisme lever i bedste velgående og det skaber gode vilkår for hoteller og kroer. Hoteller udgør også en langt større del af transaktionsvolumen end tidligere, og området fylder også mere og mere hos os, hvor vi løbende sælger flere og flere hoteller og kroer.”

Læs mere om Hotel Malling her.

Frank Heskjær

Head of Retail
Telefon: 58587879
Mobil: 53307374
E-mail: fth@edc.dk