Naboejendom til Amalienborg udlejet efter første fremvisning

Kronprinsparret kan se frem til ny nabo. Designers Remix har lejet sig ind i ejendom i Toldbodgade 51D efter første fremvisning. Udlejningen er løst af EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Designers Remix lejer sig ind i ejendommen i Toldbodgade 51D, 4 efter første fremvisning. Dermed flytter modevirksomheden kontor fra Pilestræde.

Det glæder Niels Eskildsen, administrerende direktør hos Designers Remix. Muligheden passede perfekt til virksomhedens behov.

”Vi vidste, hvad vi ville have, og da vi så lejemålet i Toldbodgade, var vi ikke i tvivl. Vi manglede plads på vores nuværende kontorer, og lokalerne i Toldbodgade var både større og havde en bedre indretning,” fortæller Niels Eskildsen.

Både Designers Remix og ejendommen i Toldbodgade har det til fælles, at begge satser på bæredygtighed. Og det havde stor indflydelse for den videre proces.

”Vi vil gerne bo i København K, men det er også vigtigt for os, at vores lejemål afspejler vores brand-identitet. Og da vi er et bæredygtigt brand, er det selvfølgelig også et stort plus, at 50% af lejemålets strømforbrug kommer fra solceller på ejendommens tag,” pointerer Niels Eskildsen.

Ud over at være placeret overfor Amaliehaven kan ejendommens brugere også nyde synet af Operaen. Ejendommen er ejet af Finsen Ejendomme A/S, og direktør Ole Finsen er allerede i gang med at istandsætte ejendommen til den nye lejer.

”Vi prøver at lave en skræddersyet løsning til Designers Remix. De henvendte sig som de første vedrørende muligheden for at leje, og de var meget begejstrede,” fortæller Ole Finsen.

Udlejningen er løst af EDC Erhverv Poul Erik Bech.

”Det er usædvanligt at udleje på første fremvisning, men det er på grund af det interne samarbejde, at det kunne lade sig gøre i dette tilfælde. Frederiksstaden, som Toldbodgade er en del af, er af en helt speciel kaliber, da området har en særlig stemning kombineret med smukke bygninger. Området er særdeles eksklusivt og attraktivt, ” fortæller Jette Strange Henningsen, der er udlejningschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i København.