Nordsjællands detailhandel har laveste tomgang i 11 år

Trods øget nethandel og lange perioder med restriktioner har Nordsjælland ikke haft færre ledige butiksarealer siden 2010, viser nye data fra Ejendomstorvet.dk. Mens Helsingør savner svenske gæster, så har flere kommuner fået bugt med tomme lokaler på hovedstrøgene. Gennem det seneste år er en tredjedel af de tomme lokaler til butikker, cafeer, spisesteder og takeaway forsvundet i de 11 nordsjællandske kommuner.

”For et år siden havde Nordsjælland lidt flere udbudte detaillokaler end resten af landet. Dengang var 41.500 m2 udbudt til leje eller salg i kommunerne nord for København, det er nu faldet til blot 27.000 m2 – det laveste der er registreret siden midten af 2010. Udbuddet svarer til kun 2,5% af de samlede butiksarealer mod landsgennemsnittet på 2,9%,” siger Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

Ejendomstorvet.dk har aktuelt et udbud på lidt over 8.000 erhvervslejemål og ejendomme på landsplan, heraf knap 1.400 lokaler til butikker, spisesteder, kaffebarer, cafeer og takeaway. Af dem ligger blot 87 i Nordsjælland – Helsingør har flest, nemlig 26 udbudte lokaler. Et stykke efter følger Hillerød med 12, Egedal med 10, Rudersdal med 9 og Gribskov med 8 lokaler. I Fredensborg Kommune er der slet ingen udbudte lokaler lige nu, og i Hørsholm er der kun 2 lokaler på markedet.

”Helsingør har altid haft mange butikker og spisesteder, men har været ramt af dykket i svenske turister pga. coronarestriktioner. I Helsingør Bycenter og på Stengade, byens største indkøbsstrøg, er der ikke meget ledigt. De tomme lejemål ligger især i de små sidegader med knapt så attraktive beliggenheder. Andre byer har nærmest fået helt bugt med tomme lokaler, bl.a. fordi kommunerne er blevet mere fleksible. I Fredensborg har hovedgaden fået fitnesscenter og to nye cafeer, og i Allerød er et tandlægehus rykket ind i den fraflyttede Netto,” siger Jacob Lunding, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.

Hillerød dygtige til tilpasning

Netop Hillerød, områdets største købstad, nyder godt af øget tilflytning i kraft af flere store boligbyggerier, mens Helsingør har mindre plads at vokse på. Generelt har de nordsjællandske udlejere været dygtige til at tilpasse og indrette sig efter markedet, der i den senere tid har presset priserne på lejelokaler, da nethandel, mere end nogensinde før, har fået en fast plads hos forbrugerne.

Jacob Lunding EDC Erhverv Poul Erik Bech har flere bud på, hvorfor netop Nordsjælland har fået gjort et stort indhug i de ledige detaillokaler: ”Det er bemærkelsesværdigt at så få større virksomheder i Nordsjælland havde udfordringer under coronakrisen. Det kan i nogen grad tilskrives områdets generelt store købekræft og udbetaling af feriepenge til danskerne, der har sikret et konstant privatforbrug i området,” siger han.

Danmark har i alt 18,3 mio. m2 butiksareal. Knap 6% – eller næsten 1,1 mio. m2 – ligger i Hillerød, Helsingør, Frederikssund og de øvrige nordsjællandske kommuner.

Jacob Lunding

Partner, salgs- og udlejningschef, MRICS
Telefon: 58587854
Mobil: 20207565
E-mail: jal@edc.dk