Ny erfaren profil ved roret i Viborg

Pr. 1. januar er Bo Kandborg Jørgensen ansat som ny partner og erhvervschef for EDC Erhverv Poul Erik Bech i Viborg. Han kommer med erfaring fra både ejendomsmægler- og bilbranchen.

EDC Erhverv Poul Erik Bech i Viborg startede op for kun tre år siden, men har allerede opnået en markedsandel på over 20 procent. For at føre erhvervscentrets positive udvikling sikkert videre, er Bo Kandborg Jørgensen pr. 1. januar ansat som ny erhvervschef og partner.

Bo Kandborg Jørgensen kommer med 24 års erfaring fra bilbranchen i Viborg, men har siden 2017 arbejdet med salg og vurdering af boliger hos danbolig i Viborg.

”Jeg glæder mig til at blive en del af et dygtigt og velfungerende team og bidrage til at føre erhvervscentret sikkert videre med mit store lokale netværk og kendskab. Jeg ser meget frem til at beskæftige mig med en bred palet af opgaver fra udlejning af de mindre detaillokaler til større projekter med industrivirksomheder,” siger han.

Ansættelsen af Bo Kandborg Jørgensen er et led i at styrke erhvervscentrets markedsposition yderligere. Det forklarer Søren Leth Pedersen, partner og direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus:

”Vi er rigtig glade for, at Bo skal stå i spidsen for centret, da han kommer med både B2B-erfaring og et stærkt lokalt netværk. Vi ser ham derfor som den helt rigtige til at føre erhvervscentret videre til næste niveau og opnå en højere markedsandel og stærkere position i området sammen med resten af det stærke team.”