Nye erhvervsbyggerier på vej uden for Odense

Det er første gang siden finanskrisen, at HD Ejendomme igen opfører nye erhvervsejendomme. Med kapital i ryggen og rekordlav tomgang, samt stor efterspørgsel på lager- og logistikejendomme, er tidspunktet rigtigt, og der opføres derfor ca. 7.000 kvadratmeter erhvervsbyggeri uden for Odense. EDC Erhverv Poul Erik Bech har rådgivet i udlejningsprocessen.

”Vi er meget glade for, at vi, udover mindre og mellemstore erhvervslejemål, igen kan tilbyde nybyggede – større og særindrettede lejemål til vores erhvervslejere”, udtaler Peter Uldall Borch, administrerende direktør i HD Ejendomme.

Den rigtige lejer

Byggegrunden ligger tæt på den fynske motorvej, i den populære Tietgenbyen, hvor bl.a. Facebook er ved at bygge.  Projektet består af ca. 6.000 kvadratmeter lager og ca. 700 kvadratmeter kontor. Derudover er der yderligere byggemulighed på godt 3.000 kvadratmeter.

HD Ejendomme udlejer den nye lager- og kontorbygning til en Odense-baseret virksomhed. Lejer har været involveret i projektet fra start, gennem EDC Erhverv Poul Erik Bech.

”Vi har haft dialog med lejeren igennem de sidste par år, og vi har været i dialog om forskellige eksisterende placeringer – hvilket var stort set umuligt at finde. Tomgangen er så lav, at meget af det, der står tilbage, ikke er tidssvarende og vil kræve store investeringer i ombygning”, fortæller Morten Nielsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Odense.

”Men en nybygget ejendom med lækre kontorer og moderne lagerfaciliteter i Tietgenbyen var lige dét, de søgte, og heldigvis faldt en aftale hurtigt på plads mellem parterne”, fortæller Morten Nielsen.

Udformet efter lejerens ønsker

Det er entreprenøren Gråkjær, der skal opføre byggeriet.

”Vi har haft et tæt samarbejde og en god dialog om skabelsen af projektet med både Gråkjær og den kommende lejer, så byggeriet passer præcis til lejerens ønsker og behov”, fortæller Adm. Direktør Peter Uldall Borch.

Lejer har en meget stor indflydelse på indretningen, uden at det er gået ud over fleksibiliteten i ejendommen.

”Vi er allerede i fuld gang med byggeriet”, siger Peter Uldall Borch.

Mere byggeri på vej

Samarbejdet omkring den store, nye lager- og kontorbygning i Odense har nu betydet, at EDC Erhverv Poul Erik Bech er sat på en ny opgave for HD Ejendomme. Denne gang er opgaven dog af en helt anden karakter, da EDC skal rådgive om fremtidige lejers efterspørgsel og ønsker i forbindelse med opførelsen af et nyt erhvervsbyggeri i området.

”Vi stiller altid store krav til vores samarbejdspartnere, og vores løbende samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech har været værdifuldt, fordi de har godt fat i lejerne og deres behov. Det er yderst vigtigt for os, når vi skal projektere nye ejendomme ” siger Peter Uldall Borch.

Byggeriet skal i første omgang være på ca. 3.000 kvadratmeter lager og kontor, og HD Ejendomme er åbne for en lejer, der kan tage hele eller dele af det nye byggeri. Også her, har den kommende lejer mulighed for at få indflydelse på indretning og størrelse af byggeriet.

”Vi opfører ejendommen efter hvad lejerne efterspørger, men vi bygger også ejendommen således, at den kan indrettes anderledes i fremtiden og fx gå fra tre til to haller eller indeholde flere forskellige lejere”, slutter Peter Uldall Borch, Adm. direktør i HD Ejendomme.