Optaget som ny partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg

Jacob Fogtmann Aabling (30) er optaget som ny partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg. Han har allerede vist sit store potentiale, efter han kom til det Vestjyske erhvervscenter for knap to år siden. Han kom til Esbjerg efter næsten 10 år i Odense, hvor han bl.a. arbejdede som ejendomsmægler og indehaver af en boligmæglerbutik. Nu ser Jacob, der er medlem af DE’s ungeudvalg, frem til at gøre en endnu større forskel for erhvervskunderne i Esbjerg og omegn.

Jacob Fogtmann Aabling er gift, far til tre og nu også optaget som ny partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg, hvor han har arbejdet som erhvervsmægler siden marts 2022: ”Jeg er meget glad for at være optaget som ny partner i erhvervscentret her i Esbjerg. Det føles ekstra godt, da optagelsen kommer på baggrund af mine resultater, så det er helt klart et ekstra klap på skulderen. Nu har jeg været her som erhvervsmægler de sidste to år og følt på egen krop, hvad det vil sige at være en del af en stor koncern med gedigne muskler, der giver gode muligheder for sparring og samarbejde på tværs af landet. Det glæder jeg mig til at udnytte endnu mere som partner,” siger Jacob Fogtmann Aabling og fortsætter:

”Som partner er det en anden måde at have trøjen på, hvor man selv tager del i virksomhedens samlede resultat. Det motiverer mig meget, og jeg kan se, at vi i 2023 kommer ud med gode resultater. Her i Esbjerg er der et enormt potentiale, da vi arbejder i et stort markedsområde, som hele tiden udvikler sig. Derfor er der gode muligheder for, at vi fortsætter vores vækstrejse. Jeg glæder mig også til at fortsætte det sublime samarbejde med mine medpartnere og kollegaer i centeret, der alle har en helt afgørende aktie i, at jeg står som partner i dag”.

Passion, god service og hårdt arbejde
Siden 2018 har Jacob Fogtmann Aabling været medlem i ungeudvalget i Dansk Ejendomsmæglerforening. Det har han efter eget udsagn, da han har en dybtfølt passion for ejendomsmæglerfaget og markedet. Nu har han valgt at skifte villaer og rækkehuse ud med en tilværelse som erhvervsmægler med salg og udlejning af erhvervsejendomme. Han siger:

”Da jeg tog springet fra boligmægler til erhvervsmægler, ville jeg dygtiggøre og udvikle mig. Jeg ville prøve kræfter med en anden type ejendomme og andre kunder – og det har jeg ikke fortrudt et sekund siden. Det bliver også mit fortsatte bidrag til afdelingen, hvor jeg vil forsøge at udvikle os i en positiv retning og tænke i nye måder at servicere kunderne bedst muligt på. Selve netværksdelen har jeg heldigvis opbygget over de sidste to år. Det bliver min fornemmeste opgave at fortsætte med at pleje og bygge videre på de mange gode relationer og netværk, som vi har i og omkring Esbjerg. Kunderne vil fortsat møde en energisk Sønderjyde, der er tillidsfuld og tackler tingene med humor og ydmyghed.”

Poul Erik Bech siger: ”Vi er meget glade for, at Jacob Fogtmann Aabling indtræder som partner. Jacob har et stort talent for branchen, så det stod hurtigt klart, at han havde potentialet til at indgå i partnerkredsen. Jeg ser frem til at følge Jacobs og erhvervscentret fortsatte udvikling i området.”

Jacob F. Aabling

Partner & Ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587414
Mobil: 23616611
E-mail: jaab@edc.dk

Poul Erik Bech

Ejendomsmægler & valuar, MRICS, MDE
Telefon: 58588801
Mobil: 40314081
E-mail: peb@edc.dk