Produktionslandbrug på Møn solgt til udenlandsk investor: Ung dygtig planteavler er blevet forpagter på 280 ha

Hvad gør man, når man som ung landmand gerne vil ind i landbrugsbranchen, men som så mange andre unge ikke lige kan overtale banken til at købe og overtage et stort landbrug til et tocifret millionbeløb? Ja, så gør man som planteavler Daniel Nøhr Andersen fra Møn og bliver forpagter – og på den måde arbejder sig ind i branchen. Det er en løsning, som ejendomsmæglervirksomheden EDC Landbrug Poul Erik Bech har hjulpet med. Det har resulteret både en glad sælger, køber og ikke mindst forpagter.

I efteråret 2020 havde EDC Landbrug Poul Erik Bech en spændende landbrugsejendom på Fanefjord Kirkevej ved Askeby på Møn til salg. Produktionsejendommen var sat til salg for 45 mio. kr. med 280 ha med gode driftsbygninger og en yderligere maskinpark til 5 mio. kr.

Frank Poll, landbrugschef i EDC Landbrug Poul Erik Bech, siger: ”Vi har selvfølgelig flest ’normale’ sager, hvor det fx er en nabo eller en fra området, som opkøber et produktionslandbrug for at udvide sin bedrift – eller nogle som ønsker at komme tættere på naturen og køber et fritidslandbrug. Men dette er en lidt alternativ sag med en speciel løsning. Her er vi virkelig på en spændende mægler- og rådgivningsopgave med at få enderne til at mødes.”

”Derfor er det også ekstra tilfredsstillende, når det lykkedes at stå tilbage med en tilfreds sælger, hvor en udenlandsk investor køber landbrugsjorden. De ønskede ikke at eje bygningerne og havde samtidig brug for en forpagter til at drifte ejendommen. Det blev Daniel Nøhr Andersen en ung mand på 28 år, som er dygtig planteavler, der ender med at købe landbrugsejendommen og lave en langvarig forpagtningsaftale på jorden. På den måde kommer han i gang som selvstændig landmand. Det ender altså med at blive en super aftale for alle parter, hvor enderne mødes,” forklarer Frank Poll.

For tidligt med generationsskifte

Daniel Nøhr Andersen er uddannet agrarøkonom og købte sin første gård i 2017. Han har også været underforvalter på Kragerup gods på Vestsjælland og arbejdet for Goodvalley i Rusland. Han er nu forpagter på en 280 ha planteavlsejendom på Møn og har forpagtet forældrenes planteavl. Han siger: ”Jeg er født og opvokset på Møn ca. 10 km. fra den til forpagtede ejendom. Jeg har altid arbejdet med landbrug og brænder virkeligt for det. Jeg ejer selv ca. 30 ha. og har nu forpagtet ca. 600 ha. Mine forældre er i sidste halvdel af 50’erne, så det er for tidligt med et fuldt generationsskifte i familien. Derfor var en forpagterløsning også interessant internt i vores familie. Mine forældre har en svineproduktion, som beskæftiger dem fuldt ud i dag. Planteavlen bliver drevet konventionelt med et bredt sædskifte bestående af: Vinter-/vårhvede, maltbyg, sukkerroer, vinterraps og frøproduktion.

Kræver kapital

Der skal meget kapital til at eje sit eget landbrug, hvilket selvfølgelig er svært at skaffe som ung landmand. Daniel Nøhr Andersen siger: ”Forpagtningsaftalen med Dansk Demetra er ideel for mig. Planen er at vækste med tiden i et sundt og fornuftigt tempo og udvikle virksomheden både med forpagtede og ejede arealer. Jeg har en idé om, at jeg på sigt ejer ca. 50% og forpagter 50%. Vi har lavet en lang forpagtningsaftale på den nye ejendom, og jeg er ikke i tvivl om, at der fremadrettet kan blive fundet løsninger med Dansk Demetra som investor. Vi har et godt samarbejde, som kommer begge parter til gode.”

Om samarbejdet med EDC Landbrug Poul Erik Bech siger han: ”Der er ingen tvivl om, at landbrugschef Frank Poll har en stor landbugsfaglig viden. Det er selvfølgelig enormt vigtigt, at han har et stort netværk i den rolle, han har med at skabe match og samarbejder mellem sælgere og købere, og i denne situation altså også med mig som forpagter. Det gælder i høj grad om at finde brugbare løsninger. Det er en stor fordel for alle parter, så jeg kan på det varmeste anbefale at bruge Frank, hvis man går med tanker om at købe eller sælge sin landbrugsejendom.”

Vil du vide mere om ejendomsmarkedet indenfor landbrug?

Hent vores nye magasin med fokus på landbrugsejendomme her.

Frank Poll

Landbrugschef, forstkandidat, ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587709
Mobil: 22146528
E-mail: fpo@edc.dk