Rørgrossist åbner i Aarhus

ScanPipe, landets største leverandør af vandrør til byggebranchen, får afdeling i Aarhus trods stor mangel på lagerlokaler i området. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet lejeaftalen i Brabrand.

Fynske ScanPipe, som er landets største specialist og leverandør af rør til vand og afløb, slår kort efter årsskiftet dørene op til en ny afdeling i Aarhus. Her overtager virksomheden 1.531 kvadratmeter lager, kontor og håndværkerbutik på Edwin Rahrs Vej 66 i Brabrand.

”Vi har gennem et stykke tid været på udkig efter lokaler i Aarhus, og her får vi en god placering på en af byens store indfaldsveje og tæt på E45-motorvejen. Lokalerne er præsentable og ret nye, og de bliver malet og sat i stand, inden vi flytter ind. Udenfor er der ekstra oplagsplads, hvilket er en stor fordel for os, da vores rør fylder en del og sagtens kan ligge udendørs,” siger kommerciel direktør Mikael Lundgaard.

Han grundlagde i 1993 virksomheden, som i dag har omkring 100 ansatte på hovedlageret og administrationen i Odense samt på afdelinger i Greve, Vejle, Aalborg og snart også Aarhus. Kunderne er især byggevirksomheder over hele landet, og ScanPipe forhandler rør fra danske, svenske og tyske producenter. Afdelingen i Greve har også produktion af rør til specialopgaver.
ScanPipes nye lokaler er opført i 2009, og udlejningen er formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus.

”Vi er glade for at kunne hjælpe ScanPipe med lokaler i landets næststørste by. Rigtig mange virksomheder vil gerne til Aarhus, men det er svært at finde lokaler, fordi der kun er ret få ledige – og en god del af dem er ældre, utidssvarende ejendomme. ScanPipe var skrevet op i vores Køber-/Lejerkartotek, så derfor kontaktede vi straks virksomheden, da lokalerne blev ledige; de nåede faktisk knap nok at blive annonceret i markedet,” fortæller industrichef Mads Bjerrum Christensen.

Bygningen på Edwin Rahrs Vej er ejet af en familievirksomhed, som opførte ejendommen til en lejer for ti år siden. Lejeren ønskede at flytte til mindre lokaler, og derfor skulle de godt 1.500 kvadratmeter udlejes igen.

På landsplan står blot 1,9 procent af lager- og industrilokalerne ledige ifølge Ejendomstorvet.dk, mæglernes fælles portal, og i Aarhus er tomgangen helt nede på 1,7 procent, oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech.